I kølvandet på finanskrisen

Følgerne af finanskrisen trækkes helt ind i sympatiske menneskers hjem – med lidt flere høj­dramatiske optrin, end historien kan bære.

Laura Dern og Andrew Garfield spiller mor og søn, der sættes på gaden som følge af finanskrisen. Fold sammen
Læs mere

Hvem har ikke drømt om at få chancen for at tømme så meget som muligt af et supermarked på to minutter? Sådan kunne en del af den amerikanske drøm godt lyde. I »99 Homes« kommer Dennis Nash (Andrew Garfield) ud for det stik modsatte. Han bliver vidne til det amerikanske mareridt, hvor man får to minutter til at tømme sit hus, inden det ryger på tvangsauktion.

Sammen med mor (Laura Dern) og søn har håndværkeren Dennis forsøgt at få henstand med betalingerne, men han må lide den tort at blive sat på gaden af en ejendomsspekulant (Michael Shannon) ved navn Rick Carver. Efter finanskrisen i 2007 sidder mange amerikanere hårdt i deres hjem, og det giver plads til en ny type ejendoms­eksperter, der tjener penge på folks ulykke. En slags omvendt ejendomsmægler der med politiets hjælp sætter folk på gaden. At han så også viser sig at bruge ufine midler for egen vindings skyld, kommer først frem hen ad vejen. For at skaffe sig smør på brødet, og måske i sidste ende få sit hus tilbage, vælger Dennis nemlig at arbejde for Carver, selv om han i første omgang bandede ham langt væk.

»USA er skabt på at redde vinderne,« siger Carver, der får tryllebundet Dennis til at tro på, at han kan tjene hurtige og lette og lovlige penge. Dennis vælger ikke at sige noget til sin mor og sin søn om det nye job. Så han stadig kan færdes på det billige motel, hvor mange af dem som har måttet forlade deres hjem nu bor.

»99 Homes« er en film, der går mere i maven på biografgængeren, end kvaliteten af den egentlig berettiger til. For eksempel er der ikke voldsomt meget baggrundshistorie, og det får en til at stille en stribe spørgsmål til historien. Hvad er det lige præcis, der har fået den her familie i uføre? Og hvorfor tror Dennis, at han kan slippe af sted med at skjule sandheden om sit nye arbejde så længe over for familien?

Kræver man ikke den slags psykologiske logik, er der en god chance for, at man vil fyldes af forargelse over de højdramatiske scener, hvor hele familier eller enlige ældre smides ud fra deres boliger. Dramaet køres højt op, og det virker. Det er elementært spændende drama, og man får det næsten fysisk dårligt i biografsædet. Især hvis man selv har haft den ulykke at være i nærheden af store tab på grund af finanskrisen.

Dramaet er dog lige kulørt nok efter min smag, og det er egentlig synd, man ikke har styret sig en smule mere. Der er nemlig masser af vedkommende stof i historien om menneskene bag det økonomiske krak. Meget mere end man kan udtrykke i løbet af små to timer, hvor man er nødt til at skrue op for at nå at blive færdig. Derfor kunne »99 Homes« være langt mere effektiv som en TV-serie med sine gode skuespillere. Især Michael Shannon som kynisk spekulant, der går over grænsen, og Garfield som blød mand, der selvfølgelig alligevel ikke, når alt kommer til alt, kan se sig selv i opportunistens rolle.

Hvad: 99 Homes.

Hvem: Instruktør: Ramin Bahrani. Medvirkende: Andrew Garfield, Michael Shannon, Laura Dern.

Hvor: Premiere i København, Aarhus, Aalborg, Odense, Kolding, Holbæk, Slagelse og Nyborg.