Er du enig med berlingskes anmelder?
Skriv din egen mening | Se hvad andre læsere mener.
Det virker næsten, som om to vidt forskellige film tilfældigt har truffet hinanden og besluttet at tilbringe et par interessante timer i hinandens selskab.
I hvert tilfælde består Guillermo del Toros forunderlige »Pans labyrint« af elementer, som på papiret overhovedet ikke passer sammen, men i praksis næsten mirakuløst viser sig at gøre det alligevel. For denne film dyrker på den ene side en benhård realisme i sin til tider blodige skildring af fascistiske soldater, der i en slags forlængelse af den spanske borgerkrig kæmper mod oprørere i et øde bjergområde i 1944, og på den anden side fører filmen os ind i et eventyrligt univers befolket af alfer, fauner og andre mystiske skabninger.
Pigen Ofelia er bindeled mellem de to universer. Sammen med sin gravide mor ankommer hun til stedet, hvor Francos tropper slås med rebellerne, for moderen skal giftes med den lokale kommandant, den ualmindeligt brutale og frastødende kaptajn Vidal. Ham kan Ofelia meget naturligt ikke lide - han kan heller ikke lide hende - og måske derfor søger hun tilflugt i en magisk verden, hvor hun ikke lader sig forskrække af en ellers ret frygtindgydende faun, der giver hende tre vigtige opgaver at løse. For i virkeligheden er hun intet ordinært menneskebarn, men prinsesse i dette både smukke og dystre rige hinsides enhver realisme.
I den del af filmen, der forbliver smerteligt realistisk, oplever man ildkampe, forræderi, heroisme, tortur og chokerende dødsfald. Set fra denne vinkel fortæller »Pans labyrint« en i sidste ende tragisk historie, men et positivt alternativ findes i det farverige fabelunivers, der ganske vist rummer skræmmende skabninger, men også en happy ending.
Hvor meget af filmen foregår udelukkende i lille Ofelias fantasi? Det må hver enkelt tilskuer selv afgøre, men her vælger vi optimistisk at mene, at virkeligheden er større, end den umiddelbart ser ud til at være, og at fantasien i det lange løb besejrer fascismen.
Under alle omstændigheder har mexicaneren Guillermo del Toro skabt et sært og foruroligende værk, hvis besnærende, betagende og besættende billeder forleden resulterede i tre velfortjente Oscar-priser, den ene til den virtuose fotograf Guillermo Navarro, som får nogle af filmens scener til at ligne klassisk flamsk malerkunst. Med en bevægende præstation af den lille Ivana Baquero som Ofelia og en iskold indsats af Sergi López, der gør kaptajn Vidal til en af de mest modbydelige slyngler nogensinde set på film, er »Pans labyrint« af Guillermo del Toro - der ellers er bedst kendt for mere håndfaste værker som de amerikanske »Blade 2« og »Hellboy«- instrueret med frodigt fabulerende sans for det eventyrlige.
Nogen børnefilm er dette altså ikke trods den meget unge hovedperson. Derimod er det såvel en barsk politisk film som en poetisk fabel, hvis generøse flertydighed lægger op til kløgtige fortolkninger, men som man i første omgang bare skal nyde med bevæget beundring.
Berlingske Tidende indbyder læserne til at give deres holdning til aktuelle udgivelser og begivenheder. De bedste bidrag kommer i avisen.
Skriv kort og kontant og klik på det antal stjerner den fortjener.
