I en verden af vold og sex

HBOs nye TV-serie »Banshee« med danske Ulrich Thomsen på rollelisten er hårdkogt tegneserieaction med potentiale.

Ulrich Thomsen har fralagt sig enhver form for elskelighed i rollen som den psykopatiske Kai Proctor. Fold sammen
Læs mere
Foto: HBO

Man skal efterhånden være både blind, døv og stum for ikke at være klar over, at der det seneste tiår er sket en voldsom kvalitetsudvikling af den amerikanske TV-serie. Anført af TV-kanalen HBO har en række serier som »Sopranos«, »The Wire«, »Boardwalk Empire«, »Six Feet Under« og »Game of Thrones« sat nye kunstneriske standarder for, hvorhen man kan drive fiktionen på TV. Samtidig har andre serier som f.eks. »Weeds«, »Mad Men« og »Breaking Bad« fra konkurrerende kanaler været med til at sparke kvaliteten yderligere i vejret.

Det er i TV-serierne, den kunstneriske fornyelse nu sker med komplicerede og gribende fortællinger, der ofte udvikler sig over flere år.

Men den udvikling presser også TV-stationerne til konstant at præsentere nye serier, og med introduktionen af streamingtjenesten HBO Nordic har vi herhjemme nu mulighed for ikke bare at få adgang til hele HBOs bagkatalog, men også til at følge med i de nyeste serier på samme tid, som de får amerikansk premiere.

Ulrich Thomsen som psykopat

I går blændede HBO, en anden streamningtjeneste YouBio samt TV-kanalen C More så op for første afsnit af serien »Banshee«, som har et særligt dansk islæt, idet Ulrich Thomsen spiller en vigtig rolle som Kai Proctor: Et psykopatisk, sadistisk dumt svin af en forretningsmand - med amish-baggrund! - der med hård hånd udøver sin magt som den virkelige konge af lillebyen Banshee, som har givet navn til serien.

Hertil ankommer hovedpersonen, Lucas Hood (Antony Starr), der har siddet 15 år i spjældet for et juveltyveri og nu er på flugt fra en gruppe gangstere. I Banshee overtager han identiteten som byens nye sherif og kommer hurtigt i infight med Proctor.

Men Banshee er ikke et tilfældigt valgt gemmested for Lucas, for her bor også hans gamle kæreste, Carrie (Ivana Milicevic). En berygtet smykketyv som han begik indbruddet med, men som nu har fået en ny familie og en ny identitet.

»Banshee« er således en hårdkogt serie efter den klassiske opskrift: »Lille by, store hemmeligheder«, og det hele er afviklet med rigelige mængder af den eksplicitte vold og sex, som er kendetegnende for mange af HBOs serier.

I fiktionens land

Der er en udpræget fornemmelse af både computerspil og tegneserie - eller rettere graphic novel - over »Banshee«. Tænk på David Cronenbergs film »The End of Violence« og tilsæt computerspillet »Grand Theft Auto«, et dryp Quentin Tarantino og nogle fortyndede stænk David Lynch og man begynder at have en fornemmelse af stilen.

Byen Banshee midt i stilfærdigt amish-land og dens indbyggere har en form for tidløshed over sig. Man føler sig virkelig hensat til en tegneserieverden, et fiktionelt destillat af »small town USA«, hvor personerne, som udgangspunkt mere eller mindre skarpt aftegnede noir-klicheer, agerer voldsomt og direkte i en handling, der, set fra et strengt realistisk synspunkt, er brolagt med utroværdigheder.

Nu skal vi så lære personerne bedre at kende. Antony Starr er tilpas cool og firskåren, men endnu også noget indelukket, som Lucas Hood, mens Ulrich Thomsen her i starten kæmper lidt med at få monsteret Proctor til at leve ud over klicheerne. Samlet set er fortællingen i »Banshee« dog kommert stilsikkert fra start, og selv om den ikke endnu har et episk præg over sig, ligger der allerede et stort udviklingspotentiale i seriens univers og handling, der giver appetit på mere.

Hvad: »Banshee«. TV-serie i ti afsnit. Første afsnit havde premiere i går. Hvem: Serien er skabt af Jonathan Tropper og David Schickler. Medvirkende: Antony Starr, Ulrich Thomsen, Ivana Milicevic, Frankie Faison m.fl. Hvor: hbonordic.com (kræver abonnement) eller Youbio.dk (gratis i februar) Vises også på betalingskanalen C More.