»I dine hænder« er rørende og dybt vedkommende

En mand, der ønsker at dø, og en kvinde, der ikke ved, hvordan hun skal komme i gang med at leve. Det er ingredienserne i Samanou A. Sahlströms rørende og dybt vedkommende debutfilm »I dine hænder«.

Samspillet i »I dine hænder« mellem svenske Lisa Carlehed og Peter Plaugborg er grimt og skurrende, gnistrende og ømt, intimt og ærligt. Eller kort sagt meget overbevisende og ægte. Fold sammen
Læs mere

»I dine hænder« er en modig, nærgående og vigtig film om et emne, der er svært at berøre – nemlig assisteret selvmord.

Stille Maria arbejder som sygeplejerske på en afdeling for mennesker, der er så handicappede, at de stort set ikke kan noget uden assistence. En af dem er Niels, der er mere end almindeligt bitter på livet, og derfor har stødt de fleste plejere fra sig. Kun Maria kan tackle ham. Derfor er det også hende han, modvilligt, beder om hjælp, da sygdommen bliver så fremskreden, at han kun ønsker at dø. Efter lidt betænkningstid indvilliger hun i at rejse med ham til Schweiz, hvor han kan få lov at begå assisteret selvmord på en privat klinik. Det bliver en rejse ud i det ukendte for dem begge, for mens Niels har brug for hjælp til at dø, har Maria brug for hjælp til at komme i gang med virkelig at leve, elske og føle.

»I dine hænder« er en overordentligt sikker filmdebut, der lover godt for kommende film fra Samanou A. Sahlström, der blev uddannet instruktør fra Den Danske Filmskole i 2011. Alene hans visuelle flair og sikkerhed er imponerende. Han forstår at fortælle i sansninger og pauser, at lade sit kamera hvile på skuespillernes ansigter, til vi føler det, de føler, at undlade ord, medmindre de er vigtige – og servere ordene i præcist afmålte doser, når de netop er vigtige. Situationerne taler for sig selv, og det vigtigste står at læse i ansigterne på de to hamrende dygtige skuespillere, danske Peter Plaugborg og svenske Lisa Carlehed, der lader os komme helt tæt på Niels og Maria, ind i alle smertepunkterne og lader os ane en historie, der er langt større end den, vi ser på lærredet. Der er intet så intimt som mødet med døden – og at se det formidlet så ømt og ægte, er fornemt.

Viger ikke tilbage for tabuer

Manuskriptet, skrevet af Samanou A. Sahlström selv, er så præcist, at man fornemmer, at det må have været igennem en lang række gennemskrivninger for at ramme lige præcis den rigtige rytme og tone. »I dine hænder« er en kærlighedshistorie, en historie om at turde gribe livet – og døden, når den tid kommer. Den løfter ikke pegefingre og fortæller, hvad vi skal mene om assisteret selvmord – det er op til os at beslutte på det informerede grundlag, filmen giver os. Samanou A. Sahlström viger ikke tilbage for tabuer og smerte, vi kommer helt tæt på både de følelsesmæssige og mere kliniske processer. Det er modigt og med til at gøre »I dine hænder« til en både rørende og meget vigtig film.

Hvad: »I dine hænder«.

Hvem: Instruktør: Samanou A. Sahlström. Medvirkende: Lisa Carlehed, Peter Plaugborg.

Hvor: Premiere over hele landet.