Afghanistan er for mange lig med skud og eksplosioner. Ikke underligt når man tager landets historie og noget nær permanente undtagelsestilstand i betragtning.
Men der er steder, hvor hverdagen ikke er krig. Tag bare det lille samfund langt fra alfarvej, der skildres i Shahrbanoos Sadats »Wolf and Sheep«, hvor gederne hver morgen drives ud for at græsse og hver aften hjem for at sove.
Det kunne lige så godt have været for 100 eller 200 år siden, og der er en næsten gammeltestamentlig stemning over det svedne landskab, de primitive huse og børnenes leg med slynger.
Der er en handling i »Wolf and Sheep«, men den synes mere interesseret i at vise hverdagslivet og ikke mindst børnenes. Hvordan de færdes fortroligt blandt dyr og i naturen, og hvor pigerne drømmer om at blive gift, mens drengene taler med hinanden – uden skyggen af erfaring – om sex.
»Wolf and Sheep« kredser om uskyld og sanselighed, men også om den overtro, der bliver lyslevende om natten.
En selvlysende nøgen kvinde og en ulv på to ben går således gennem landsbyen, og konkretiseringen af overtroen giver filmen et løft. En uro og fantastik giver den ellers dokumentaristisk inspirerede og indimellem adstadige fiktion luft under vingerne.
Nogen stor film er »Wolf and Sheep« nu ikke. Men den er god. Ikke mindst for alle os, der ser død og ødelæggelse på det indre lærred, når talen falder på Afghanistan.
Wolf and Sheep. Instruktør: Shahrbanoo Sadat. Medvirkende: Qorban Ali, Mohammad Amin. Premiere i Grand, Øst for Paradis m.fl.
