»Hvor meget en mand end prøver, vil han aldrig fuldt ud kunne forstå en kvinde«

Den amerikanske TV-serieskaber Sarah Treem ønsker fuld kønslighed i film og TV-branchen - og gerne ved hjælp af kvoter.

Serieskaber Sarah Treem står bag serier som »The Affair« og »In treatment«. Foto: Patrick Adams/Copenhagen TV Festival Fold sammen
Læs mere

Hun er gift med en af Hollywoods fremadstormende esser, Jay Carson, der har været rådgivende producer på TV-serien »House of Cards«, men er selv en af filmbyens hotteste navne.

Sarah Treem har skabt den intense dramaserie om utroskab, »The Affair«, en af sidste års mest omtalte nye TV-produktioner, der er på til en tredje sæson.

Hun har netop været i København under Copenhagen TV Festival for at give masterclass om sit arbejde, der også omfatter producer- og manuskriptopgaver på »House of Cards« og den nærmest kultdyrkede »In Treatment«.

»Det er et godt tidspunkt at være kvinde i Hollywood, og særligt for dem der skriver og skaber nyt indhold i TV og film. TV-industrien er nemlig begyndt at forstå, at publikum gerne vil se shows lavet af og skrevet af kvinder. Men vigtigst er det, at dem med pengene stoler på, at kvinder kan skaffe dem indtjening, hvilket altid er det sidste ord i branchen. For Hollywood har ikke noget imod kunst, men hvis det ikke sælger, får du ikke lov til at lave det,« siger Sarah Treem til Berlingske.

Hun påpeger, at det særligt er indenfor TV-comedy, at kvinderne i de seneste år har gjort sig gældende, og derved får gjort op med den gamle myte om, at kvinder ikke kan være morsomme.

Hendes favoritter blandt serieskabere i TV-branchen er Tina Fey (»Unbreakable Kimmy Schmidt«, »30 rock«, Lena Dunham (»Girls«), Mindy Kaling (»The Office«, »The Mindy Project«) Jill Soloway (»Transparent«) og Elizabeth Meriwether (»New Girl«).

Flere af de sjove kvinder har hun mødt i et nystartet netværk i Hollywood kaldet The Wolf Pack, hvor man blandt andet diskuterer hvordan børneopdragelse kan kombineres med et job der kræver døgnlange indsatser. Men netværket bør også spille en rolle for det indhold, som Hollywood putter i film og TV-serier - og gør det allerede, siger Sarah Treem.

»Kvinder skriver kvindelige karakterer, der er mere komplekse end tidligere, for hvor meget en mand end prøver, vil han aldrig fuldt ud kunne forstå en kvinde. Samtidig vil mænd alt andet lige være mere interesserede i at formidle mænds erfaringer end kvindernes, når de laver film,« siger Sarah Treem.

Det samme gælder de særlige erfaringer som etniske og seksuelle minoriteter kan bidrage med, siger hun.

»Hvis man vil forstå en karakter, så find en person der har haft den karakters liv til at skrive den. Så vil du få den sandeste version. For mig er det ret enkelt at forstå, at vi har brug for de stemmer, men af forskellige grunde synes det svært realisere i Hollywood,« siger Sarah Treem.

Vi har i Norden haft en mangeårig diskussion om, hvorvidt den offentlige filmstøtte via kvoter skal fordeles på lige mange mandlige og kvindelige filmskabere. Hvordan har du det med kvoter, hvis de ellers kunne indføres i USA? 

»Det ser jeg ingen problemer med. Jeg synes, det ville være fint, hvis kvinder skrev, instruerede og producerede halvdelen af alle spillefilm og TV-serier i USA. Det kommer aldrig til at ske i USA via et kvotesystem, men det er muligvis ved at ske alligevel - gradvist og smertefuldt. Der er ikke sexisme i Hollywood, der har bare ikke været tradition for, at kvinder er andet end skuespillere og makeup-folk. Men nu laver kvinder film og TV, der gør en forskel i den forstand, at dem der sidder på pengene kan se, at deres investeringer er i gode hænder,« siger Sarah Treem.

Sarah Treems seneste, kritikerroste TV-serie »The Affair« handler om en kærlighedsaffære mellem en kvinde, der sørger over tabet af sit barn, og mandlig lærer, der forsøger at slå igennem som forfatter.

I flere afsnit beskrives de samme begivenheder fra først den ene karakters synsvinkel, så den andens. Den tredje sæson af »The Affair« har premiere på HBO Nordic den 21. November. En teaser for sæsonen kan man se her forneden.

Sarah Treem blev inviteret til København af Copenhagen TV-festival og Copenhagen Film Fund. Copenhagen TV Festival er arrangeret af Producentforeningen.