Hvis din søn var blevet forbyttet ved fødslen

Den japanske film »Min søns familie« om to forbyttede børn tackler overbevisende og gribende fundamentale spørgsmål om arv og miljø.

Hvad ville du gøre, hvis dit barn var blevet forbyttet ved fødslen? Det spørgsmål prøver den japanske instruktør Kore-Eda Hirokazu at besvare i filmen »Min søns familie«. Foto: Reel Pictures Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvad ville du gøre, hvis du pludselig fandt ud af, at din seksårige søn var blevet forbyttet med en anden baby ved fødslen; at den dreng, som du troede var din, slet ikke er det alligevel. I hvert fald biologisk set?

Ville du bytte ham med din biologiske søn, som har levet hos en anden familie, der har været i fuldstændig samme situation som dig selv, eller ville du ikke give slip på ham?Dette fundamentale dilemma stiller den japanske instruktør Kore-Eda Hirokazu op i sit fine og følelsesmættede drama »Min søns familie«, der fortjent blev belønnet med Prix de Jury ved sidste års filmfestival i Cannes.

Ryota (Masaharu Fukuyama) er en hårdtarbejdende og ambitiøs arkitekt, der er ved at kravle op ad karrierestigen i et stort firma. Hans hustru er hjemmegående, og sammen har de sønnen Keita, som Ryota har store ambitioner på vegne af. Den stræbsomme families verden ramler imidlertid sammen, da de ud af det blå får at vide, at deres søn blev forbyttet med en anden dreng ved fødslen. Deres biologiske søn er vokset op hos den simple, men livsglade og kærlige butiksejer Yudai (Franky Lily) i en nedslidt provinsby. De to familier bringes sammen, og myndighederne anbefaler, at de bytter børn.

Men er det overhovedet muligt, og hvor stærkt er blodets bånd egentlig? Man kan umiddelbart synes, at valget burde være indlysende, hvem vil dog kunne give slip på et barn, man har betragtet som sit eget? Men Hirokazus force er, at han opstiller og gennemspiller de mange forskellige faser og positioner i denne eksistentielle gordiske knude med så megen poesi, afdæmpet humor og fine nuancer, at det virker både troværdigt og gribende.

Fine nuancer

Som filmen skrider frem, strammes det følelsesmæssige net om den stålsikre Ryota – på mange måder indbegrebet af den japanske mand rundet af ære, pligt og ambition – der i stigende grad får bragt sit eget fasttømrede værdisæt på gyngende grund. Han kan se, hvordan Yudai, hans diametrale modsætning, har en helt anden naturlig forbindelse til børnene og prioriterer tiden sammen med dem, og han bliver samtidig tvunget til at forholde sig til sin egen opvækst som skilsmissebarn hos en streng og uforsonlig far.

Hirokazu har et sikkert greb om sine skuespillere og styrer både børn og voksne igennem de fine følelsesudsving, som hele tiden ligger og vibrerer. Han formår stilfærdigt og med underspillet humor at lade de hårde, uforsonlige træk, der er perfekt mejslet i Masaharu Fukuyamas ansigt, krakelere. Læg hertil smukke billeder og en superb brug af enkle, klassiske klaverstykker, og man står tilbage med en film, som også bliver et portræt af det kontrastfyldte, moderne Japan og for en vesterlænding et indblik i en kultur, der på nogle punkter kan synes meget fremmed.

Det er klart, at en del af figurernes motivation og kvaler skal forstås netop ud fra et japansk kulturelt fundament og ikke nødvendigvis et pladderhumanistisk dansk ditto, og der er sikkert dem, som vil indvende, at modsætningerne i dramaet er for åbenlyst konstruerede. Men hos denne anmelder banker det universelle tema om arv og miljø imidlertid lige ind i hjertekulen.

Man får som familiefar uvilkårligt lyst til at gribe telefonen og ringe hjem til sine børn, når man træder ud af biografmørket.

Hvad: »Min søns familie«. Hvem: Instruktør: Kore-Eda Hirokazu. Medvirkende: Masaharu Fukuyama, Franky Lily m.fl. Hvor: Udvalgte biogafer over hele landet.