Min morfar var bidt af Anden Verdenskrig. Tiden fra 1940 til 1945, hvor verden stod i flammer, og Danmark var besat af Tyskland. Interessen for den tid var altopslugende for ham. Der var noget ærefrygtindgydende og nærmest højstemt over beretningerne om modstandsfolkenes kamp for vores allesammens frihed. Han gav stafetten videre til mig. Jeg har selv læst en del om perioden, været på besøg i både koncentrationslejre i Tyskland og set invasionsstrandene i Normandiet, men jeg har naturligvis aldrig hørt, hvad de helt almindelige danskere gik og sagde til hinanden dengang, ligesom han havde.
I »Hvidsten gruppen« får vi et godt bud på det. Alle os, som ikke var der. Her må jeg straks rose manuskriptforfatterne Ib og Jørgen Kastrup for at give den almindelige hverdagsdansker midt i 1940erne realistiske ord i munden. Og producent Regner Grasten og instruktør Anne-Grethe Bjarup Riis for at fokusere på de indre spændinger frem for den ydre. »Vi kan være uenige om meget, men ikke om at det er bedst at være herre i eget hus«. Sådan opsummerer kroejer i Hvidsten Marius Fiil (Jens Jørn Spottag) sin holdning til besættelsen, og man håber i sit stille sind, at han var repræsentativ for den danske nationalkarakter. Han er det i det mindste for den gruppe, vi følger i den nye film.
Voldsomme følelser i spil
Der er liv i den gamle krostue, og der er liv i menneskemylderet i en film med op mod 50 talende roller. De kendte skuespillere trækker os ind i diskussionerne, hvor de mindre kendte heldigvis slår lige så meget til. At se helt almindeligt mennesker som os selv diskutere for og imod modstandskampen er der forbløffende mange følelser i. Identifikationen er ekstrem. Spørger man sig selv lige efter »Hvidsten gruppen«, om man er klar til kamp, hvis den slags uhyrligheder sker igen, er svaret et stort JA. Selvfølgelig. Den ild er »Hvidsten gruppen« med til at holde brændende.
Jeg sad under det meste af filmen og blev suget ind midt i diskussionerne i en grad, så det i høj grad skyggede for min kritiske sans. Jeg noterede mig en enkelt overfortalt replik eller to og en frihedssøgende sang for meget, der bliver proppet for voldsomt ned i halsen på os i biografsalen. Sagen er bare den, at man hele tiden sidder og er så følelsesmæssigt involveret, at man vælger at se igennem fingre med de få falske toner.
Krigsfilm for den almindelige dansker
»Hvidsten gruppen« er en opportun lejlighed til at sætte sig realistisk ind i historien, og den viser sig også at være en fin lejlighed til at afmytologisere historier, der er i fare for at blive alt for glorificerede. Hver generation af danskere skal have deres film om Anden Verdenskrig, og »Hvidsten gruppen« kan meget vel gå hen at blive vores. For første gang står vi nemlig med en film, der med rette kan kaldes krigsfilmen for den almindelige dansker om de landsmænd, der skulle tage stilling til, hvor meget og hvor lidt de ville acceptere overmagten. Glem alt om actionscener, vi alligevel ikke har penge til eller forstand på at lave herhjemme, og goddag til dagligdagsdilemmaet i krigen.
Anne-Grethe Bjarup Riis’ film føles meget stærk. Den går direkte i din DNA og videre tilbage til vores forfædre. Men den gør os også i stand til at forstå, hvordan mennesker, som i dag står i samme situation andre steder i verden, kan have det.
