Kan du huske, hvordan det føltes at være ung, nyforelsket, med livet liggende åbent foran dig som en blomstereng af muligheder? Hvis ikke, så bare vent til du ser den i al stilfærdighed fuldstændigt spektakulære åbningsscene i franske Katell Quillévérés »Hjertets vej«, der åbner sluserne direkte til netop den følelse og stemning.
Vi følger hovedpersonen Simon fra han tidligt om morgenen hopper ud af vinduet med et sidste blik på sin sovende kæreste, over hans cykeltur gennem en natstille by, til han sammen med sine bedste venner lader sig overvælde og indhylle af de smukke, vilde surfbølger ud for kysten ved Le Havre. Vi er med Simon på cyklen, med Simon på brættet midt i bølgen og med Simon i hjertet, der blafrer af den helt rene forelskelse, man kun oplever som teenager.
Derfor knuser det også hjertet, da Simon og vennerne forulykker på vej hjem fra stranden. Simon bliver erklæret hjernedød, og forældrene skal tage stilling til organdonation. Et andet sted i Frankrig sidder Claire og venter på et nyt hjerte. Kommer det ikke, er det et spørgsmål om tid, kommer det, skal hun finde ud af, om hun tør tage imod det. Der er ingen enkle svar og lette løsninger, for hvad er et hjerte egentlig? Og hvis hjerte er det, når det sidder i en andens krop?
»Hjertets vej« er en utroligt fintfølende. poetisk og ægte fortælling om organdonation, der sætter ansigt, krop og sjæl på både afsender og modtager. Den tvinger os i al stilfærdighed til at overveje, hvad vi selv ville gøre?
Katell Quillévéré begår det kunststykke at lægge lige stor vægt på alle involveredes historie. Med ganske få, helt præcise scener og virkemidler, lærer vi Simon at kende, forstår vi hans forældres historie med skilsmisse og mulig forsoning i sorgen. Vi lærer Claire og hendes forhold til de voksne sønner at kende. og vi får indblik i hendes helt store, tragiske kærlighedshistorie. Selv lægerne på hospitalet møder vi i øjenhøjde. Vi få et sjældent detaljemættet indblik i hvilket arbejde og hvilke overvejelser, det kræver, at tage et hjerte fra et menneske og sætte over i et andet (hvilket mirakel at det kan lade sig gøre!).
Vi forstår, at det påvirker dem dybt, at et ungt menneske skal miste livet, men forstår i samme åndedrag også, at det også bare er deres arbejde, og at det kan være tiltrængt at se kattevideoer på Youtube og joke med kollegerne undervejs i processen.
Det er befriende at se så ærlige beskrivelser af det både mondæne og tragiske i en hændelse som denne, og det er tydeligt at Katell Quillévéré, der også har skrevet manuskriptet baseret på en roman af Maylis De Kerangal, er drevet af en stor fascination, som man som tilskuer ikke kan undgå at dele. Det er intet mindre end imponerende, hvor stor fortællinger hun får fortalt med ganske få scener, replikker og blikke. Det er simpelthen filmisk præcisionskunst. Samtidig gør hendes stærke sympati for samtlige involverede, at fortællingen ånder, lever og rører dybt. Og får en til lige at overveje organdonation en ekstra gang – for hvor er det i grunden smukt, at et hjerte kan leve videre, selvom krop og hjerne må give op.
»Hjertets vej«
Instruktør Katell Quillévéré. Medvirkende: Emmanuelle Seigner, Anne Dorval.
