Instruktør Martin Barnewitz kender sin gyserhistorie. Han har tidligere lavet den danske gyserfilm »Kollegiet« og den amerikanske »Scarecrow 2: The Messenger«.
Historien i »Dannys dommedag« er da også strikket sammen af en lang række scener, der er som kopieret fra andre film i genren; Først får vi den øko-bekymrede vinkel, der er den nye trend inden for katastrofefilm: En hedebølge har varet i flere uger, noget er helt galt og under havets kogende overflade vokser uhyggen frem.
Klip til to utilpassede teenagere: Nørden Danny, der er lun på smukke Rie, men bliver trynet af langt mere selvsikre Lukas, og Dannys lillebror William, der er for grunge til det bedre selskab.
Deres skolegårdsproblemer glider dog i baggrunden, da en horde monstre kryber op af havets dyb og inden for få minutter udrydder så godt som alt liv i den ellers så søvnige villaby. Nu er det op til drengene at finde deres mor, der måske har overlevet i byens indkøbscenter.
Det kræver bare, at de går ud blandt monstrene, der lurer overalt.
Sandsynligvis af budgetmæssige årsager går der meget lang tid, før vi ser monstrene, der bare er antydet: tramp, hvæs, et glimt af glødende røde øjne, ulmende gæller og skarpe kløer.
Det er et velafprøvet suspense-trick, der dog desværre ikke rigtigt fungerer i »Dannys dommedag«, hvor det aldrig kommer til at virke som andet end en nødløsning.
Der mangler visuelle beviser på, at noget forfærdeligt er sket: en smule blod i forhaven havde hjulpet. I stedet får vi fravær – af lig, af liv og desværre også af den spænding, som filmen ellers forsøger at opbygge.
Selv hovedpersonen Danny tager langt hen ad vejen det hele med overraskende ro.
»Dannys dommedag« er et forsøg på at parre den genresikre gyserfilm med den danske tradition for ungdomsfilm, og filmen fungerer da afgjort også bedst, når den forholder sig til brødrenes indbyrdes forhold, der ikke altid er lige let. Ikke mindst fordi Thomas Garvey er en rigtigt god William.
Som den eneste af figurerne er hans følelsesmæssige reaktioner et hundrede procent troværdige, og han har kant nok til, at vi får lyst til at følge ham.
I modsætning til de øvrige figurer, der aldrig folder sig ud over de to dimensioner. Det er ganske enkelt som om »Dannys dommedag« aldrig rigtigt kommer ud af starthullerne.
Der er ansatser til gode gys, men lige når det for alvor skal til at være farligt, siver spændingen ud af scenen eller – endnu værre – erstattes af en vantro latter, når filmen gang på gang ikke følger sin egen indre logik; eksempelvis skal monstrene forestille at være både lynhurtige og født under vand – men når de endelig får lov at bevæge sig i deres rette element, kommer de ikke ud af stedet.
Meget behændigt for personerne, der får bedre tid til at redde sig selv, men synd for historien, der bliver utroværdig – og dermed også ligegyldig. Det går det ud over spændingen i filmen.
Og hvad skal man med en gyserfilm uden gys?
Hvad: »Dannys dommedag«.
Hvem: Instruktør: Martin Barnewitz. Medvirkende: William Jøhnk, Thomas Garvey.
Hvor: Premiere over hele landet.
