Steven Soderbergh er en imponerende produktiv og initiativrig instruktør. Efter debuten med »Sex, løgn og video«, og Den gyldne palme i Cannes i 1989, har den nu 49-årige instruktør lavet 24 film på 23 år. Plus nogle TV-serier og en lang stribe film som producer. Hvor er det dog forfriskende med sådan en uprætentiøs, produktiv og legende tilgang til filmmediet. Soderbergh omsætter altid straks vundet terræn og tjente penge til at eksperimentere med noget nyt.
Af og til sparker han helt i hegnet som med en ligegyldig remake af »Solaris« eller Hollywood-satiren »Full Frontal«, og andre gange lykkes det over evne for den intelligente mand at revitalisere allerede kendte genrer. F.eks. retssalsdramaet med »Erin Brockovich«, narkothrilleren med »Traffic« og actionkomedien med »Out of Sight«, og med »Haywire« giver han et knogleknusende godt bud på den moderne agentfilm med gamle dyder som slåskampe mand til mand - eller rettere kvinde til mand.
Troværdige tæsk og gode skuespillere
Hovedrollen som Mallory Kane har Soderbergh nemlig givet til Gina Carano, der som tidligere mixed martial arts-kæmper har kælenavnet »Conviction«. Hun kan altså slås, så det ser rigtigt ud, og skuespillet er hun i gang med at lære. Det er en forfriskende idé, lidt som den Quentin Tarantino fik, da han i »Death Proof« castede stuntkvinden Zoë Bell i en hovedrolle. Han var sikker på, at hun var vildt god til at ligge på køleren af en bil og se ud til at være i fare, og så måtte hun spille, så godt hun kunne. Det samme sker med Carano, der slår og sparker og benklemmer både opfindsomt og meget direkte, mens hun holdes i en lavmælt tone som skuespiller. Heldigvis kan hun noget med øjnene, så hun sammenlagt set virker som et bud på den intelligente biografgængers »Columbiana«.
»Jeg kan ikke lide løse ender,« siger hun og om Mallory Kane siges det: »Du skal ikke tænke på hende som en kvinde - det ville være en stor fejl«. Instruktøren når alvorligt meget på kun halvanden time, fordi alt overflødigt fedt er skåret fra. Heldigvis glemmer han ikke at give os et forhold til hovedpersonerne, og det vrimler med gode skuespillere som Michael Douglas, Ewan McGregor og mindre nuancerede som Channing Tatum og Antonio Banderas, men i Soderberghs hænder fungerer de alle sammen.
At »Haywire« kun kan ses i fire danske byer ligner en kraftig undervurdering af egen film fra distributørernes side. »Haywire« oversættes i øvrigt til »Skuddermudder« på Google Translate, og det må da være det, der er gået i planlægningen, for Steven Soderbergh leverer et hurra af en håndlavet agentfilm baseret på gamle dyder som nævekampe og overraskelser i manuskriptet og så langt fra computeranimerede billeder og overflødigt billedlir, som man næsten kan komme. Det udelukker ikke, at Soderbergh har bestilt elegant pulserende lydside, der pakker øretæverne ind og blødgør dem en anelse.
Han bevæger sig i øvrigt ofte så let, at man kan glemme at se hans talent. At få det til at se let ud er svært, og ofte er der flere forhindringer i at lave en film som »Haywire« til vores fulde tilfredshed end at sætte to mand i en sofa med tungsind og tomhed imellem dem og på den baggrund ligne et geni.
