Hunger Games bider Harry Potter bagi som den vigtigste filmserie til unge

Efter en farverig, men også ujævn start på filmserien »Hunger Games« er der ved at være tændt rigtigt flot op under action og karaktertegning i »Catching Fire«.

Oscar-vinderen og sin generations største filmstjerne, Jennifer Lawrence, spiller Katniss Everdeen, der er en trussel for de totalitære magthavere i »The Hunger Games - Catching Fire«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Katniss Everdeen (Jennifer Lawrence) og Peeta Mellark har vundet det årlige gladiatorspil »The Hunger Games« i et totalitært fremtidssamfund. Dermed har de to, som kom fra beskedne kår, sikret sig et sorgløst liv blandt de rige i samfundet. Tror de.

Problemet med Katniss er for magthaverne, at hun lidt for meget ligner en heltinde, som pøblen kan se så meget op til, at den vil lave revolution.

På den baggrund brygger præsident Snow (Donald Sutherland) en plan om, at næste års Hunger Games nummer 75 i anledning af jubilæet skal have en masse tidligere vindere som deltagere. Og da kun én overlever, bliver det enden på Katniss i hans øjne.

Men det er uden at regne med hendes viljestyrke og evne til at lave alliancer med nogle af de andre 24 deltagere. Også med Peeta der er forelsket i hende, mens hun er ret lunken over for ham.

Film nummer to i serien er delt op i en første del, hvor der tales meget og handles lidt, og i anden del får vi så den store Robinson-dyst på en øde ø.

Spillets producer (Philip Seymour Hoffman som ny i denne film) har masser af esser i ærmet til deltagerne, der befinder sig i en gigantisk halvformet kuppel. Øen ligner en tropeø, men farerne er flere end blot de andre konkurrencedeltagere.

Spilletiden på to og en halv time føles ikke lang, og det er der primært to årsager til. Den første er Jennifer Lawrence, der er sin generations bedste bud på en langtidsholdbar stjerne. Hun er smuk som Julie Christie og har ben i næsen som Faye Dunaway. Den anden er, at spændingen i det dødbringende spil holdes oppe hele vejen.

Suzanne Collins har skrevet trilogien »The Hunger Games«, der har solgt mere end 50 mio. eksemplarer. Allerede nu er det planlagt, at den tredje bog »Mockingjay« knækkes over i to film med premiere i november i 2014 og 2015. Oplægget til dobbeltfinalen fungerer som en meget fin drejning i handlingen i slutningen af denne film.

Som en af deltagerne siger: »Hvis konceptet til spillet er skabt af mennesker, kan det vel også ændres. Der er altid en fejl et eller andet sted.« Filmserien er til gengæld ved at udvikle sig hen imod det fejlfri og bider Harry Potter bagi som den vigtigste filmserie til unge og de unge i hjertet.

Hvad: »The Hunger Games – Catching Fire«.

Hvem: Instruktør: Francis Lawrence. Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Woody Harrelson, Lenny Kravitz.

Hvor: Premiere over hele landet.