Filmens titelkarakter James White (Christopher Abbott) er hårdt ramt. Hans far er lige død, og hans mor (Cynthia Nixon) er dødssyg af kræft. Man fornemmer, at den unge fyr er tæt knyttet til sin mor, men opgaven med at passe på hende er vokset ham over hovedet.
James drukner sorgen med ekstreme ture i nattelivet. Knytnæverne sidder løst, og han opfører sig i det hele taget som lidt af en skiderik. Selv om alle slags mennesker har ret til at bryde sammen og have det svært, og selv om skuespillernes balanceakter er fermt udført, er det svært for sjuften at skaffe sig sympati på et filmlærred.
Abbott og Nixon leverer hudløse portrætter af pressede mennesker, der sikkert ikke kan gøre det bedre under omstændighederne, og det respekterer man ud fra et fagligt synspunkt og giver point til manuskriptforfatter, instruktør og skuespillere.
Samtidig må man bare advare om, at det er en tur i biografen for de konfrontationsstærke, der elsker at smage på selvdestruktion og hudafskrabninger i mørket, hvis man indløser billet til »James White«.
Hvad: James White.
Hvem: Instruktør: Josh Mond. Medvirkende: Christopher Abbott, Cynthia Nixon.
Hvor: Premier i København, Aarhus, Aalborg og Kolding.