Hornsleth som film

Teater V sender med en filmudgave af teaterstykket »Udslet Hornsleth« stykket på turné i storbybiografer. Et flabet og velkomment initiativ.

Mads M. Nielsen, Donald Andersen og Andrea Vagn Jensen spiller med i teaterforestillingen »Udslet Hornsleth«, som nu også er blevet til film. Fold sammen
Læs mere

Jeg er ikke fan af konceptkunstneren Kristian von Hornsleth. Provokationen med at give en ged til alle indbyggerne i en afrikansk landsby mod at de tog hans navn, var original. Men på den lange bane bliver kunst, der starter med koncepter og ikke med hjertets nødvendigheder for det meste irriterende og tom. Postpopart! Popsmart?

Men kvaliteten ved Hornsleths kunst eller ej er slet ikke pointen med Teater Vs Reumert-belønnede teaterstykke »Udsleth Hornsleth«, der havde premiere i Valby sidste år. Hornsleth bruges som eksponent for den måde, kunstverden har udviklet sig på i en verden omkring den, hvor personer betyder mere end budskaber, og markedsføring er blevet vigtigere end indholdet i kunsten. Krydret med en midterdel, der former sig som et originalt talkshow med Hornsleth spillet overbevisende af Mads M. Nielsen. Teaterstykket er i tre akter og varer godt to timer, og det er ikke helt fri for at føles lidt flagrende i længden, men for det meste rammer satiren plet, og man bliver underholdt med en dybde, som Hornsleths egen kunst ikke har.

Der er ingen tvivl om, at »Udslet Hornsleth« er lidt af en milepæl i det lille unge storbyteaters udvikling. I den nye omfordeling af penge til små storbyteatre i København er Teater V med rette blevet forfremmet, og nu vil Pelle Koppel og det idealistiske kobbel af teaterildsjæle i Valby drille de store i både teaterverdenen og filmverdenen yderligere. »Udslet Hornsleth« er nemlig indspillet på film og bliver nu vist i biograferne i landets fire største byer. Til glæde for dem der ikke havde mulighed for at se teater i Valby sidste år.

Forfriskende flabet

Om der findes et publikum til filmet teater vist i en biograf eller eventuelt på DVD er et mægtig interessant spørgsmål. Nok siger man, at teatret er magisk, fordi det er forgængeligt, men måske er visse teaterstykker vitterligt så interessante og banebrydende, at det kan bære at blive vist på film. Vi får se. Uanset hvad, så er det forfriskende flabet, at det lille teater - i en tid hvor Nordisk Film med en noget større pose penge går ind i teaterunderholdning - slår igen og tænker den modsatte vej.