Hollywoods ulidelige lethed

Sofia Coppolas Guldløve-vindende »Somewhere« er som et stemningsfuldt Hopper-maleri af bagsiden af Hollywood. Med en ensom klang og en besk kommentar til berømthedsdyrkelsen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

En mand kører i sin smarte sportsvogn. Hurtigt. Rundt og rundt i ring.

Sådan begynder Sofia Coppolas »Somewhere«, der i september vandt Guldløven i Venedig.

Og sekvensen er metaforisk, viser det sig, for i ring går også skuespilleren Johnny Marcos - spillet af Stephen Dorff - liv. Dorff fik opmærksomhed med sin rolle som den femte Beatle i »Backbeat« og i »I Shot Andy Warhol«, men siden har der ikke været meget blæst om ham.

Johnny lever ellers det liv, mange drømmer om og forbinder med glamour. Han er stjerne, bor midlertidigt på det berømte hotel Chateau Marmont i Los Angeles, hvor han får to pole-dansende tvillinger til at optræde sig i søvn, drikker sig fuld til smarte fester, knalder med alle de kvinder, der villigt byder sig til, og er med i bizarre TV-shows i Italien, hyldet som en helt.

Med andre ord en lethed i livet, der langsomt bliver mere og mere ulidelig for ham, især efter at eksen dumper hans 11-årige datter, Cleo (spillet fornemt ægte af Elle Fanning), hos ham. Med den faderlige ansvarsfølelse og igennem samværet med den cool datter, gnaver utilfredsheden sig større, til den lige så symbolske slutning.

Kredser om ensomheden

Coppola, der har begået glimrende film som »Lost in Translation«, »The Virgin Suicides« og »Marie Antoinette«, kredser som i sine tidligere film også her om den menneskelige ensomhed, der kan gribe enhver af os, uanset om vi er i Japan eller Hollywood, er dronning, jomfru, filmstjerne eller bare føler os fortabt i en fremmed by. Ensomheden understreger hun billedmæssigt ved sine lange indstillinger. Kameraet står som en outsider stille og betragter. Længe. Det giver en dvælende, men stemningsmættet stil à la et Edward Hopper-maleri, der appellerer til eftertanke.

Statement om tiden

For samtidig er »Somewhere« også Coppolas egen lille beske kommentar til hele den berømthedskultur, hun har oplevet på tæt hold siden barnsben via sin far, Francis Ford Coppola, og mediernes dyrkelse af den. Både stjernerne selv og deres skrøbelige egoer, journalisterne med deres dumme og selvpromoverende spørgsmål og hele Hollywood-systemet, hvor medarbejderne må rygklappe sig opad. Altsammen leveret på en så stilfærdig facon, at man næsten ikke bemærker de satiriske og latterliggørende dask, der er i så rigt mål i filmen.

Det er en konstrueret lille historie, hvor ingen scene er naturligt lagt op til af den foregående, men hvor hvert levende tableau til gengæld har så meget poesi og efterlader så stort et rum til beskueren, at filmen bliver en spejlrefleksion. På den måde lykkes Coppola med at lave en film om sin tid, der indkapsler ånden, og samtidig er sit eget lille statement.