Høj på hormoner

PR-foto Fold sammen
Læs mere

Der sker spændende ting i belgisk film. Sidste år fik vi »The Broken Circle Breakdown«, og nu kommer »Bullhead«, der ganske vist har været et par år om at finde vej til de danske biografer, men i den grad er ventetiden værd. Matthias Schoenaerts, der senest imponerede i »Rust og ben«, spiller nærmest uhyggeligt stærkt i hovedrollen som Jacky, der som dreng var udsat for et altødelæggende overgreb, der kaster lange skygger ind over hans voksenliv. Nu er han i trediverne, bor hos sine forældre, og lever af at pumpe ulovlige hormoner i familiens kødkvæg, så de giver et større afkast. Sig selv propper han også med hormoner, der nok gør ham stærk som en okse, men også tilsvarende aggressiv. »Bullhead« er et brutalt, mørkt og dybt vedkommende drama om hævn og uskyldstab, med dryp af befriende skæv humor i beskrivelsen af den belgiske hormon-mafia.

Hvad: »Bullhead«.

Hvem: Instruktør: Michael Roskam. Medvirkende: Matthias Schoenaerts, Jeroen Perceval.

Hvor: Premiere i udvalgte biografer over hele landet.