Martha har de seneste to år levet i en sekt uden kontakt til omverden eller familie. Men en ekstrem episode får hende til at flygte fra undertrykkelse og udsletning af det individuelle jeg og søge hjem til sin storesøster, der tager imod den længe forsvundne søster med åbne arme, men også med en mur af uforståenhed over for Marthas handlinger, hendes angst for kultens brutale leder og generelle modstand mod at indordne sig i et samfund, hvis konforme regler hun ikke længere hverken forstår eller finder naturlige.
Elizabeth Olsen, der er lillesøster til tvillingerne Mary-Kate og Ashley Olsen, er lysende i hovedrollen som Martha. Både stærk og uendeligt sårbar og bange med en stolt forvisning om faktisk at have fundet en sandhed i den kollektive og selvforsynende livsstil, der dyrkes på farmen - indtil idyllen krakelerer. En livsstil der ligger milevidt fra hendes søster og svogers velordnede materialistiske liv i deres smukke overdimensionerede villa ved søen.
»Når lyset igen bliver tændt i biografen, forlader vi filmen med blandede følelser: Lettelse over ikke længere at være fastholdt i frygtsom forventning. Sorg over ikke længere at kunne følge Marthas historie.«
Sean Durkins film viser både det gode og det ekstremt dårlige ved de to måder at leve på og lader det være op til tilskueren at finde sine egne svar. Imens vi tænker over dem, bliver vi suget ind i filmen med en blanding af fascination og frygt. En konstant utryghed sitrer og stikker lige under overfladen. Det er ubehageligt, men også umuligt at kigge væk, for Marthas fortælling indeholder så mange fejltrin og samtidig så meget visdom om, hvad det vil sige at være menneske.
Lettelse og sorg
»Martha Marcy May Marlene« er en film, du skal se med både øjne, ører og hjerte. Som var det det simpleste i verden, lader Sean Durkin filmens mange komplekse lag folde sig om hinanden som et smukt struktureret filmløg, der fortæller os lige præcis nok om begivenheder i Marthas fortid til, at vi kan forstå hendes reaktioner - hvor sære de end forekommer lige umiddelbart og samtidig præcis så lidt, at vi bliver hængende ved lærredet, sultne efter bare lidt mere.
Når lyset igen bliver tændt i biografen, forlader vi filmen med blandede følelser: Lettelse over ikke længere at være fastholdt i frygtsom forventning. Sorg over ikke længere at kunne følge Marthas historie. Ikke mindst fordi Elizabeth Olsen spiller med så stor dybde, at det er fuldkommen umuligt ikke at holde både af og med hende.
Hun får os til at forstå ting, der egentlig burde være uforståelige - som hvorfor hun vælger at blive i kulten i to år. Vi forstår, fordi vi får lov at se gennem Marthas øjne. Sean Durkin har gjort sin research blandt kultofre grundigt og efterlader os med et stort rungende spørgsmål: Hvad er egentlig det største overgreb; den komplette udsletning af individet, som Martha oplever i sekten, eller den totale mangel på vilje til at forstå, som hun møder hos sin biologiske familie udenfor?
