»Henrettelse bringer ikke hans ofre tilbage«

Den tyske filminstruktør Werner Herzog slår til i snart sagt alle filmgenrer. I dag har en rørende dokumentarfilm om dødsstraf premiere.

De dødsdømte, som ikke har nær familie, bliver begravet under et kors med et nummer på. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Werner Herzog er imod dødsstraf. På den måde ligner han de fleste andre mennesker i Danmark og Europa og en del i USA. I »Ned i afgrunden« har han sat sig for at gå hele vejen rundt om sagen bag henrettelsen af en ung amerikansk mand for mord.

Undervejs i dokumentarfilmen viser han os, hvor beskidt forbryderne har opført sig, og hvor ødelæggende deres gerninger har været for de pårørende. Sandsynligvis ud fra devisen om at hvis vi efter beretningen om uhyrlighederne stadig er imod dødsstraf, så må den da blive afskaffet på et tidspunkt. »Det er jo let at lave en lov om«, som det siges et sted i filmen. Dødsstraf afskrækker jo øjensynligt ikke nogen fra at slå ihjel, ligesom en henrettelse ikke bringer de døde tilbage, som konklusionen er.

Tankevækkende og rørende

For omkring ti år siden dræbte to teenagere tre mennesker. Målet var at stjæle en rød Camaro sportsvogn. Jason Burkett og Michael Perry boede i en trailer, og de to unge fyre havde ingen penge. Arbejde gad de heller ikke. Mordene var særdeles koldblodige, og der er da heller ikke tale om en film, hvor spørgsmålet handler om skyld eller uskyld, eller hvem der gjorde lige præcis hvad den fatale aften. Mordene var primitive, tåbelige og ligegyldige og opstod mere eller mindre som eftertanker til idéen om et tyveri. Burkett fik livstid, og Perry blev dømt til døden og henrettet 1. juli i 2010.

Herzog har sat sig for at komme hele vejen rundt om sagen til de dømte, de pårørende og dem, som udfører dødsstraffen i fængslet. Hans arbejdsmetoder er præget af tysk grundighed og evnen til på en diplomatisk måde at spørge til lige netop der, hvor det gør mest ondt. Resultatet er både tankevækkende og rørende øjeblikke. Den 69-årige tyske instruktør er stadig voldsomt produktiv, nysgerrig og modig i en høj alder. Han er indbegrebet af værdigheden ved at blive ældre som instruktør, hvor de fleste ellers plejer at dyrke velkendte temaer med dalende intensitet. Herzog er på en gang tålmodig med sin fortælling og skarp i sine spørgsmål og filmens udtryk.

Det emotionelle anker

Stoffet er dog klippet sammen, så der er lige lovlig mange af de involverede, der bryder sammen for åbent kamera. Det kan virke som et mål i sig selv, men burde ikke være det. Beviset for argumentet er, at filmens emotionelle anker bliver livstidsdømte Burketts far. Han sidder selv i fængsel på livstid og kommer aldrig nogensinde ud igen. Det gør hans søn måske, når han bliver 59 år. At se den far fortryde den måde, han greb sit liv an på med druk og stoffer bag livstidstremmer, er stærkt. På grund af hans manglende øje på sine børn blev de som ham. Hans erkendelse er dybfølt, men det behøver man ikke tude for at være. Måske er det i øvrigt her, hvor løsningen på problemerne kan tage sin begyndelse. Mindre social deroute, færre børn, der må gå for lud og koldt vand og måske færre drab?

Filmen vil gøre sig godt i biograferne, i TV og som undervisningsmateriale i skolerne. Uden på nogen måde at være kedelig.