Hvad sker der, når vi glemmer at leve? Nå vi glemmer at se – os selv og hinanden? Det er blot nogle af de spørgsmål, franske Philippe Claudel stiller i sin smukke og foruroligende »Før vinterkulden«, der handler om de hemmeligheder, vi gemmer på, og de valg, vi tager – og deres konsekvenser.
Paul har tilsyneladende det perfekte liv. Han er anerkendt neurokirurg og har været gift med smukke Lucie i 34 år. Sammen bor de i en dyr moderne villa i naturskønne omgivelser. Men under den perfekte overflade er der noget, der knirker. Da Paul møder den unge pige Lou, påstår hun, at han engang har opereret hende, og begynder at sende ham røde roser hver dag. Paul prøver at lægge afstand til hendes besættelse, men bliver samtidig i stigende grad fascineret af den unge pige med den tilsyneladende så tragiske fortid. Samtidig glider Paul og Lucie længere og længere fra hinanden. Men intet er, hvad det synes at være – hverken mellem Paul og Lou eller Paul og Lucie.
Karakterer på tynd is
Når »Før vinterkulden« er bedst, er den uhyggelig og ildevarslende med mindelser om Mikael Hanekes »Skjult« (som Daniel Auteuil også spillede en hovedrolle i) – man sidder med en følelse af, at karaktererne bevæger sig på tynd is, der hvert øjeblik kan briste under deres fødder, så de ryger ned til de monstre, som så tydeligt befinder sig under den pæne borgerlige overflade.
Når »Før vinterkulden« er værst, er den det stik modsatte; prætentiøs og forceret mystisk.
Paradoksalt nok er spændet mellem de to yderligheder netop med til at gøre den interessant – selv når der egentlig ikke sker særligt meget for de priviligerede karakterer, fanget i deres luksuriøse hverdagstrummerum. Fordi det levner plads til hverdagen. Plads til os hverdagsmennesker og tankerne om, hvordan vi selv vælger at leve vores liv. Om vores egne livsbedrag.
Liv mellem linjerne
Paul og Lucies historie lever mellem linjerne. Mellem det åbenlyse. Den ånder i historien om en kvinde, der i 34 år har levet sammen med en mand som hun elsker, men aldrig ser. Bærende på en dyb dyb hemmelighed.
Kristin Scott-Thomas’ portræt af Lucie er hjerteskærende i sin stoiske ensomhed. Daniel Auteuils Paul har på sin side helt glemt at leve. Han har ladet årene glide forbi i en rus af professionel forpligtelse og beruselse over egen vigtighed og må nu – i en fremskreden alder – indse, hvor besnærende det kan føles at tillade sig selv bare at være til. Desværre ikke sammen med Lucie, der ellers skriger efter hans opmærksomhed og nærvær.
Det er et stort almenmenneskeligt drama, der udfolder sig, men som samtidig kun manifesterer sig som krusninger på overfladen og i Daniel Auteuil og Kristin Scott Thomas’ uhyre præcise nedtonede spil. Det hele fortalt på en baggrund af faldende efterårsblade, der skal minde os om, at livet er kort, og at det er op til os at gribe det – før den store kulde sætter ind, og det hele er forbi.
Hvad: Før vinterkulden. Hvem: Instruktør: Philippe Claudel. Medvirkende: Kristin Scott-Thomas, Daniel Auteuil. Hvor: Premiere over hele landet.
