I de mørke vintermåneder skal vi drømme os tilbage til en tid med jazzmusik og lyse sommernætter – i al fald hvis det står til TV 2, der satser hele drama-dynen på Stig Thorsboe og Hanna Lundblads TV-serie »Badehotellet«, som havde premiere mandag aften.

Og hatten af for, at TV-kanalen kaster sig ind i dramakampen med en historisk serie i stedet for endnu en krimi. Desværre snublede første afsnit af »Badehotellet« i klicheer og forstilte manerer, der kun gav plads til små lyspunkter af egentlig dramatisk styrke.

Thorsboe og Lundblad, som tidligere har skrevet bl.a. »Krøniken« – et forsøg på at gå »Matador« i bedene – har denne gang valgt en lidt lettere og mere nedskaleret tilgang til det historiske drama. Vi er i folkekomediens land og omegn her i 1928 på badehotellet ved den jyske vestkyst, hvor borgerskabet og rige »kjøwenhavnere« kommer for at holde sommerferie.

Overgjort proletaraccent

»Upstairs and downstairs« ved Vesterhavet, kunne man passende sige, og »upstairs« har vi alle på papiret tænkelige positioner dækket. Lad os blot nævne: Lars Ranthe med overgjort proletaraccent som nyrig gullaschbaron, en affekteret Jens Jacob Thychsen som kultureliten i form af en libido-dreven skuespiller på sin tredje kone, Bjarne Henriksen som repræsentant for de gamle industrifamilier i rollen som tobaksfabrikant og Peter Hesse Overgaard som embedsværkets forlængede arm, en pedantisk kontorchef, der har slæbt en radio med, så han kan følge med i de ildevarslende nyheder om en lurende finanskrise.

Det er patriarkalske karakterer skåret i pap, der fremsiger replikker uden musik – de taler ikke sammen som virkelige personer, men gestikulerer og doserer som figurer på en teaterscene. Ja, nogle af replikskifterne bliver næsten ufrivilligt komiske, som taget ud af en sketch fra satireserien »Rytteriet«.

Endnu mangler vi at få alfahannernes kvindelige vedhæng foldet ud, forhåbentlig kan det skubbe til forudsigeligheden – Anne Louise Hassing som grossererfruen, der kan holde sin koleriske mand lidt i tøjlerne, har da i al fald en afdæmpet autoritet, som ikke føles påtaget.Det helt afgørende for, at den historiske serie skal fungere, også når den i momenter iklæder sig halløj fra folkekomediens joviale pulterkammer, er jo netop, at vi føler et indre liv hos personerne ud over deres kostumer, manerer, gestik og accenter, men »upstairs« fornemmer man ikke rigtigt en instruktør, der har taget tøjlerne og forsøgt at besjæle manuskriptet.

I stedet får vi lidet subtile forsøg på at gøre fortællingen nutidig gennem referencer til krise, bankpakker og en muggen teenagedatter, der synes, hendes grossererfar er »zå pinlig« og over telefonen laver et væddemål med sin veninde om, hvem der først »går hele vejen«. Det fænger ikke.

Et lyspunkt

Så går det noget bedre »downstairs«, hvor solide Ole Thestrup giver krop og sjæl til den alkoholiserede og tyraniske hotelejer, hvis kone vrider hænder, som kun Bodil Jørgensen kan gøre det. De to styrer en lille stab af tjenende ånder, og her lyser Rosalinde Mynster op som den 18-årige Fie, der ved seriens start begynder som stuepige på badehotellet. Det er, som om hun har sat sig for at spille sin figur uden karikaturens distance – ingen dikkedarer, simpelthen – hvilket giver en befriende modvægt til al den manierede gestik. Hun er vores vej ind i »Badehotellet«s verden, og i hende ligger også seriens potentiale.

Kan Fie udvikle sig i mødet med alle klicheerne, kan hun virke som en katalysator i forhold til det øvrige persongalleri, som naturligvis skal bringes i infight på kryds og tværs, ja, så kan dramaet få lidt mere luft under vingerne.

Vi krydser fingre og kaster tre små, håbefulde stjerner efter »Badehotellet«.

Hvad: »Badehotellet«. TV-serie. Første afsnit ud af seks.

Hvem: Hovedforfattere: Stig Thorsboe og Hanna Lundblad. Konceptuerende instruktør: Hans Fabian Wullenweber. Medvirkende: Lars Ranthe, Rosalinde Mynster, Ole Thestrup, Bjarne Henriksen m.fl.

Hvor: Mandag aften på TV 2.