Det begynder ganske realistisk med, at den fraskilte Tonny sammen med sine to børn ved et surt uheld i biografen kommer til at se en kryptisk film af den danske instruktør Claus Volter - og via en række mildt sagt besynderlige begivenheder udvikler det sig alt andet end realistisk til, at Tonny ikke bare skriver manuskriptet til Claus Volters følgende film, men sågar overtager instruktionen af actionbraget »Sprængfarlig Bombe«. Selvom det er Claus Volter, der til slut får æren for filmen i en begejstret anmeldelse i Berlingske Tidende.
Helt så kraftigt vil begejstringen ikke boble i denne anmeldelse, for Tomas Villum Jensens »Sprængfarlig Bombe«, der altså handler om den sælsomme tilblivelse af filmen »Sprængfarlig Bombe«, kan med sin indforståede satire over den danske filmbranche bedst nydes af folk i branchen, mens andre klarere vil konstatere, at handlingen efter en lovende optakt gradvis bliver småkonfus og mister en del af sin skarphed og koncentration.
Lad os hurtigt også få den anden hovedindvending overstået. Den begavede manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen har notorisk svært ved at fortælle om normale og sympatiske mænd - tænk på hovedpersonerne i hans »De Grønne Slagtere« og »Adams Æbler«! - og i »Sprængfarlig Bombe« er de to antagonister også ret frastødende, idet Claus Volter er en opblæst og forfængelig narcissist, mens Tonny er en primitiv og småpsykopatisk voldsmand.
Original og morsom
Til gengæld har filmen en prægtig heltinde i Tonnys loyale veninde Klara, og hermed kommer vi til det positive, for »Sprængfarlig Bombe« er trods sit ujævne præg en absolut original og ofte morsom film. Den er på forhånd beskrevet som et camoufleret angreb på Lars von Trier, men med sine moderigtige briller ligner Claus Volter mere en krydsning mellem Christoffer Boe og Nicolas Winding Refn, og hans film »Morderen« - det er den, der gør Tonny så rasende, at han vil have sine penge til billetterne refunderet og derfor opsøger Volter, bliver lesvingende statist i hans nye film og ender med helt at overtage den - minder mest om dunkle klip fra et værk af Jytte Rex.
Altså skal man ikke gå for meget op i filmens formodede modstilling af såkaldt finkultur og såkaldt underholdning, og i øvrigt er »Adams Æbler« tematisk mere kompleks end f.eks. Lars von Triers »Dancer in the Dark«, så den modsætning holder ikke. Men »Sprængfarlig Bombe« rummer grinagtig satire over Dogme-filmenes tekniske puritanisme og over en krukket og naragtig selvoptagethed, der næppe er særlig udbredt i den hjemlige filmverden, men som Nikolaj Lie Kaas udtrykker sublimt med sin djævelske præstation som den egocentriske hystade Claus Volter.
Snert af skuffelse
Lige så suveræn er Ulrich Thomsen (med guldtand), som den hidsige Tonny, der på godt og ondt repræsenterer vox populi, skønt man nødigt vil have denne grove bisse som talsmand. Birollerne er stærkt besat med fremragende folk som Lars Brygmann og Kristian Halken, mens Mille »Nynne« Dinesen klarer sig smukt som Volters kønne kæreste og stjerne - der higer efter at bruge skydevåben i en vild voldsfilm - og Line Kruse er slet ikke til at stå for som den søde og kloge Klara. Hende er Tonny tæt på troløst at svigte, da han gør karriere som filmskaber, men til sidst besinder han sig, hvormed »Sprængfarlig Bombe« genbruger en af de allermest velkendte romantiske Hollywood-klicheer.
Man bliver helt bevæget, da Kristian Halken som filmproducent glædestrålende læser Berlingske Tidendens anmeldelse højt - den afslører ganske vist, at anmelderen totalt har misforstået filmen i filmen, men velskrevet er den dæleme - men ellers ser man Tomas Villum Jensens satiriske komedie med blandede følelser. Man morer sig fint og ærgrer sig samtidig over, at det absurde plot slingrer, og man funderer en smule over, om filmen med sin sarkastiske insider-brancheskildring ikke ret beset er lovlig selvoptaget à la Claus Volter.
Hvad skal man dog konkludere? Det må vist blive, at filmen fortæller om et par mænd, som man strengt taget ikke gider høre om, men at den forgyldes af eminente medvirkende og rummer så intelligent en portion vittig ironi, at man trods en snert af skuffelse i baghovedet jævnlig har gnæggende latter på læberne.
