Gyselige danske Hollywood-gys

Med et par års forsinkelse får Chris­tian E. Christiansens anden amerikanske gyserfilm premiere i Danmark. Man aner grunde til forsinkelsen.

Christian E. Christiansen er en handlingens mand. Han gik i gang med debutfilmen, »Råzone«, på et mikrobudget og fik en vedkommende ungdomsfilm ud af det. Siden tog han til Hollywood og lavede gyserfilmen »The Roommate«. En forglemmelig film, der ikke bed fra sig. Alt i alt var der alligevel grund til at beundre Christiansens attitude med bare at gøre det. »Just do it«, som de sagde i Nike-reklamerne i sin tid.

Siden lavede han sidste år fortsættelsen til »Råzone« – den polerede »Lev stærkt« – men det var svært at se forbindelsen til originalen. Helt under den almindelige filmradar havde han allerede været i Hollywood i 2013 for at indspille »The Devil’s Hand«, der altså først kommer i biograferne to år efter indspilningerne.

Et afsondret folk

Vi befinder os i et lille lukket samfund kaldet New Bethlehem, hvor et amish-lignende folk lever afsondret fra resten af verden. Lederen (Colm Meaney) holder folk nede, og vi nærmer os hele fem pigers 18-års fødselsdag. De er de overlevende af seks piger, der alle kom til verden den sjette i den sjette måned. Djævlen er på spil med sin helt egen kode 6-6-6. En gal mand i en kutte begynder én efter én at slå pigerne ihjel med et sejl, så spændingerne spidser til, og blodstanden stiger.

»The Devil’s Hand« bliver bare aldrig rigtigt rå og blodsplattende. Den er lidt for pæn i sine gys, og lidt for forudsigelig. I amish-miljøet burde der ellers være mulighed for at skabe noget mere originalt, men det er heller ikke lykkedes Christiansen at bidrage med noget originalt i sit andet forsøg som instruktør i USA. Og hvis man ikke kan påvirke en gennemsnitlig gyserfilm med sin tilstedeværelse, kan det vel næsten være ligegyldigt.

Det er ved at være tid til at revidere den amerikanske strategi, så replikkerne i Christiansens næste film ikke siges med dystre sammenbidte miner, der ikke rigtig følges til dørs af andet end klicheer.

Hvad: »The Devil’s Hand«.

Hvem: Instruktør: Christian E. Christiansen. Medvirkende: Rufus Sewell, Colm Meaney, Jennifer Carpenter.

Hvor: Premiere i Husets Biograf i København.