Gus Van Sant leverer et råt og syret indblik i en krøllet hjerne

I en tid, hvor debatten om politisk korrekthed til tider kommer til at handle lidt for meget om retten til at føle sig krænket, ikke mindst på andres vegne, er der brug for fortællinger om mennesker, der forstår, at det netop er, når humor stikker lidt, at den også pirker til eftertanken.

Don't Worry He Won't Get Far on Foot
Foto: Pr Foto Scanpix. En velspillende Joaquin Phoenix får modspil af Jonah Hill, der beviser, at han også sagtens kan bære mere seriøse roller.
Læs mere
Fold sammen

Hvis man aldrig vover at træde nogen over tæerne som kunstner, risikerer man at komme til at stå helt, helt stille. Det vidste satiretegneren John Callahan, der indtil sin død i 2010 var kendt for alt andet end stilstand – tværtimod sås han tit i halsbrækkende kørestolsræs ned ad Portlands gader, så blåhårede damer med små hunde måtte springe for livet. Men Gus Van Sants portrætfilm »Don’t Worry, He Won't Get Far on Foot« er ikke kun et portræt af en fandenivoldsk kunstner. Den er også et både varmt og indsigtsfuldt portræt af et menneske, der får sit liv vendt på hovedet og langsomt lærer, at det måske i virkeligheden er værd at leve det.

John Callahan var forældreløs og begyndte at drikke som bare 13-årig. Da han var 21, betalte han for det med sin førlighed efter at være blevet lammet fra brystet og ned i en trafikulykke, der involverede ekstreme mængder alkohol. Hvad der lignede slutningen på det hele, blev en ny start for Callahan, der – efter et godt stykke tid med kig dybt i flasken – besluttede at blive ædru og i den proces fandt en boblende lyst til at beskrive det samfund, han så fra sin kørestol, og alle dets absurditeter. Hans grove, men ekspressive streg blev hurtigt hans varemærke sammen med hans grovkornede humor, der stødte mange, men begejstrede endnu flere. Callahan selv elskede reaktioner i begge ender af skalaen. Han tog det kun alvorligt, når andre handicappede eller udsatte følte sig trådt over tæerne. Han kunne til gengæld ikke være mere ligeglad med alle dem, der blev krænkede på hele verdens, og ikke mindst alle andres, vegne.

»Hvis man aldrig vover at træde nogen over tæerne som kunstner, risikerer man at komme til at stå helt, helt stille.«


»Don't Worry, He Won't Get Far on Foot« har været længe undervejs. Robin Williams købte rettighederne til Callahans bog allerede i 1994 og kontaktede straks Gus Van Sant, som Williams havde arbejdet sammen med på »Good Will Hunting«. Det lykkedes aldrig at få skrevet det helt rigtige manuskript, mens Robin Williams levede, men Gus Van Sant arbejdede videre med projektet sideløbende med sine andre film og så gennem årene en del til den virkelige John Callahan.

Måske derfor er der en helt særlig varme over filmen. Selv når John Callahan mildest talt ikke opfører sig charmerende, tilgiver man ham. Han er skrøbelig. Han er såret. Han er ægte. Hvilket selvfølgelig også skyldes Joaquin Phoenix, en af verdens bedste karakterskuespillere, i hovedrollen. Han falder aldrig i det kedelige overspilshul, der ellers præger de fleste film om handicappede. Men det er også en hæmsko for filmen, at Gus Van Sant kender sit emne så indgående. Der er lidt for mange gentagelser og dødvande undervejs, og forløbet har det med at blive lidt rodet og fyldt med detaljer, der nok ville være blevet luget ud af en med et mere objektivt blik. Det ændrer dog ikke ved, at »Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot« ikke alene kandiderer til årets længste titel, men også er et smukt portræt af kunstens og sammenholdets helende kræfter og, måske især for fans af Callahan, et både råt og syret indblik i en krøllet hjerne.

»Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot«

Instruktør: Gus Van Sant.

Medvirkende: Joaquin Phoenix, Jonah Hill