Efter små to timer i biografen ønsker man, at man ikke ved hvad, som i sangen, men desværre er man sig manglerne i den romantiske komedie pinligt bevidst.
Som historien jo skal være i en romantisk komedie er den såre enkel. Line Kruse spiller clairvoyante Pernille, som dog mangler lidt i timingen i sine forudsigelser. Hun trækkes rundt i livets manege af en veltalende, men tom, new age-gurutype (Dejan Cukic). Linda P. spiller hendes rapkæftede veninde. Ind i handlingen kommer den ambitiøse journalist Daniel (Robert Hansen), der lider under sin urimelige harpe af en kæreste (Christiane Schaumburg-Müller). Vi ved, at Pernille og Daniel skal have hinanden til sidst. Det er kun et spørgsmål om fortrædelighedernes mængde og forviklingernes elegance, inden det kommer så vidt, og her begynder problemerne.
Komikken og de mere følsomme sider af filmen skurrer mod hinanden i stedet for at nære hinanden. Den slags sker, når man måske nok kender sin skabelon, men absolut intet har at fylde i den. Dialogen er plat og ikke særlig morsom. Uanset situationskomedien har replikker som »prøv og knep ham« eller »for satan i helvede pikke lorte røv« formentlig aldrig sat andet end rungende tom trumf på noget som helst. Skuespillet foregår med syngende overspil i 4. sals højde for de flestes vedkommende.
Selv om listen over biroller ligner indholdsfortegnelsen til et skuespillerleksikon med folk som Henning Jensen, Karen Lise Mynster, Anette Støvelbæk, Kirsten Olesen, Tommy Kenter og Benedikte Hansen, får ingen af dem lov til at være andet end grove karikaturer.De to stjerner går til Line Kruse og Robert Hansen i hovedrollerne. De slider som små heste for at give projektet mening, og de gør det godt. Det er i øvrigt en fin idé at caste to ansigter og to talenter, der ikke ligner de sædvanlige renskurede førsteelskere, så man håber de får en bedre film en anden gang. Sådan en hvor man hepper på, at de elskende får hinanden til sidst og ikke sidder og glæder sig til filmen er forbi.
