Grim, men god

Ganske vist er børnefilmen »Nanny McPhee og nye tryllerier« sukkerglaseret og glatpoleret, men den er på sin vis stadig charmerende magisk realisme for de små.

Emma Thompson, der både spiller hovedrollen og har skrevet manuskriptet, har formået at lægge små overraskelser ind i den anden film om Nanny McPhee, som gør den til en sjov oplevelser for de mindste. Fold sammen
Læs mere
Foto: Foto fra filmen

»Vi er kommet til pølle-land. Kopølle, grisepølle, gedepølle« - og mange andre slags pøller, kunne man tilføje. Sådan bliver der sagt af et af børnene i »Nanny McPhee og nye tryllerier« - den anden film om den mystiske barnepige, der kan trylle - og det er sandt.

For der er temmelig mudret og beskidt på Mrs. Greens gård (spillet af Maggie Gyllenhaal). Hun har heller ikke tid til at passe hverken den eller sine tre børn, for for at tjene til føden, arbejder hun i en lille købmandsbutik hos den senile Mrs. Docherty (Maggie Smith). Mr. Green (Ewan McGregor) er væk, soldat i krigen, hvilket overlader ansvaret til moderen. Men godhjertet er hun, for selv om familien er fattig tager hun alligevel sin overklassenevø og niece ind, da de skal sendes væk fra et krigsramt London og de kolde forældre.

Det er selvfølgelig årsagen til en samling af uvorne unger indtil Nanny McPhee som den grimme, men kompetente barnepige pludselig dukker op og må give dem nogle lektioner i god opførsel og sunde værdier. Og som, i takt med at børnene tager lektionerne til sig, selv bliver pænere trin for trin.

Underfundig og sød

Skelettet i den historie minder i høj grad om den første Nanny McPhee film, hvor Colin Firth var enkemand og alenefar til syv børn, som han slet ikke kunne magte, og det er da også den britiske skuespiller Emma Thompson, der, ligesom hun gjorde til den første, igen har skrevet manuskript. Denne gang mere frit efter Christianna Brands bøger om »Nurse Matilda«.

Og Thompson forstår at lægge små overraskende og underfundige ting ind, der løfter filmen fra den mest renskurede, storblomstrede, sukkersøde stereotyp. Såsom pattegrise, der pludselig laver en opvisning i synkronsvømning, et uventet besøg af en babyelefant, der som sengekammerat stjæler dynen og en hr. krage, der har ildelugtende bøvser af alt den vindueskit han spiser. Og så, ikke at forglemme, en fantastisk flabet overklassedreng, Cyril, med de mest kostelige nedvurderende bemærkninger.

Oven i kommer, som man kan se, en perlerække af skuespillere, og de er med til at gøre denne anden Nanny McPhee til andet end en film, der lægger sig midt imellem »Babe den kække gris« og »Mary Poppins«. Den er blevet en charmerende, lille film, som især vil fryde de mindste.