Gidsel af teknikken

Inde bag ofte svigtende 3D-teknik kæmper en tro filmatisering af Ole Lund Kirkegaards børneklassiker »Gummi-Tarzan« for at komme til sin ret.

Ethvert barn i kongeriget og vel efterhånden mindst et par generationer af voksne er på læse-godnathistorie-hat med Ole Lund Kirkegaards »Gummi-Tarzan«. Bogen er fra 1975 og blev i øvrigt filmatiseret af Søren Kragh-Jacobsen allerede i 1981. Resultatet var en fremragende familiefilm, der var med til at grundlægge en solid tradition for børnefilm herhjemme.

Hvad: »Gummi T«.
Hvem: Instruktion: Michael Hegner.
Hvor: Premiere over hele landet i både 3D og 2D.

Men det er lang tid siden, og hvorfor ikke tage Ole Lund Kirkegaards bøger op på film igen i nymodens teknologisk forklædning? Det ambitiøse projekt løftet af Crone Film begyndte sidste år med »Orla Frøsnapper« og fortsætter næste år med »Otto er et næsehorn«, men nu gælder det »Gummi-Tarzan«. Eller »Gummi T«, som man er nødsaget til at kalde filmen, da det viste sig, at Disney-koncernen havde købt rettighederne til ordet »Tarzan«, siden bogen blev trykt. Bogen må altså gerne stadig hedde noget med Tarzan, men filmen må ikke, hvor absurd det end kan virke.

Ånden fra Kirkegaards bog er godt fanget. Ivan Olsen er en sød lille splejs, der oven i købet er ordblind. Og så plages han af en forfærdelig far, der har overført sine egne uopfyldte ambitioner på Ivan. Hvis ikke den lille dreng vokser op og bliver Tarzan-agtig, har han fejlet i farens øjne.

En film for mindre børn

Bogen var vældig god, men den var også kort, så der er tilføjet en del nye elementer i filmen. For eksempel er Ivans far blevet noget så moderne som coach, hvilket gør, at han fylder mere i filmen og bliver endnu mere latterlig. Ivans flirt med Lotte er også udbygget.

Begge ændringer er helt i orden, og alt i alt er »Gummi T« en fin opbyggelig animationsfilm til børn mellem fire og otte år.

Ret meget længere op i alder vil den ikke virke. Dertil er løjerne for godmodige og stillestående.

De danske stemmer er fine, hvor pokalen som den mest indfølte går til Signe Egholm Olsens søde udgave af Lotte.

Og lydsiden med diverse guitarer fra det mere Django Reinhardt-inspirerede til surfguitarlyde er det også værd at lytte til.

Til forskel fra Ole Lund Kirkegaards første mange bøger, hvor teksten fylder langt mest, er »Gummi-Tarzan« nærmest fifty-fifty fordelt, når det gælder tegninger og tekst. Derfor skulle man synes, det var logisk at lægge animationsstilen tæt op ad Kirkegaards egne tegninger, men det rækker ambitionerne ikke til.

Karaktertegningen er temmelig uambitiøs og klumpedumpet. Især når det gælder Ivans tre onde ånder, der er voldsomt overkarikerede og klichéagtige. Man kunne have reddet det ved at lade Ivans fars tilbageblik foregå i Kirkegaards streg, men hvis det er det, man har forsøgt, så falder forsøget til jorden med et brag. Den lille håndfuld tilbageblik i en anden animationsstil er i bedste fald ligegyldig.

»Gummi T« får premiere i både en ordinær udgave i to dimensioner og så en udgave, hvor publikum skal have 3D-briller på. Og det er den udgave, jeg har set. Kvaliteten af dybdeskarpheden er desværre forfærdelig ringe. Omkring ti gange i løbet af filmen er der åbenlyse fejl i 3D-dybderne. Pludselig står dele af en græsplæne i baggrunden ud i hovedet på publikum foran hovedpersonerne, snart er en stor gryde i forgrunden af billedet nærmest hul, og det uendelige univers bag en planet i rummet svæver frem foran planeten. Jeg ved godt, at vi herhjemme ikke har lige så mange penge at lave animationsfilm for som i USA, men det er ikke i orden, og det er direkte pinligt, når man sender en film ud i hele landet, at der er fejl på fejl på fejl. Så er det bedre at undgå 3D næste gang. Lad mig derfor forsigtigt anbefale at se »Gummi T« i to dimensioner, for inde bagved den svigtende teknik kæmper en ganske fin historie til de mindste for at komme ud.