Giamattis bedste rolle

Historien om Barney burde i virkeligheden ikke virke.

Paul Giamatti spiller Barney, der ikke ejer mange forsonende træk. Han er åbenmundet, pessimistisk, verdensfjern og en smule ond. Ægteskab lykkes kun for ham (delvist) i tredje forsøg, og han lever af at lave himmelråbende ligegyldige soap-serier til TV. Når »Barneys mange liv« alligevel er værd at se, er det på grund af Paul Giamatti, der her får sit livs rolle. Han kan spille en mand med livslede helt ud, hvilket han også gør, og han fik da også en Golden Globe for sin præstation. Noget andet er så, hvad man lige skal med en film om en fjendtlig stodder - ud over at nyde det gode skuespil i hovedrollen? Måske nyde Dustin Hoffman i rollen som Barneys far, for han er næsten lige så god. Hvis nogen ikke lige kan huske det, er Paul Giamatti manden, der blev skilt i »Sideways«, tegneserieforfatteren Harvey Pekar i »American Splendor« og hovedpersonen i den prisbelønnede TV-serie »John Adams«. Mon han overhovedet kan spille en stille venlig mand? Det må blive den næste store udfordring.