Geniale filmbrødre uden bid

Brødrene Coens nye stjernebesatte komedie om Hollywood i 1950erne havner i brokkassen i en karriere, der ellers både har budt på fantastisk drama, spænding og humor i topklasse.

Josh Brolin som Eddie Mannix, der i 1950ernes Hollywood lever af at feje skandaler ind under gulv-tæppet, i Coen-brødrenes nye film »Hil Cæsar!«. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

»Hil Cæsar!« begyndte som en skæv filmidé, som de to dygtige instruktører Joel og Ethan Coen fik George Clooney med på for en del år siden. Filmstjernen talte siden om den ved flere interviews, og efterhånden syntes Coen-brødrene, at det var så pinligt, at de måtte se at komme i gang. Det er Joel Coen citeret for at sige i pressematerialet til filmen.

Om det er lige nøjagtig sådan, filmen blev til, eller om det er løs og munter snak fra et instruktørpar, der aldrig har sat pris på at blive interviewet, er svært at vide. Men det er til gengæld helt sikkert, at »Hil Cæsar!« hører til i den mere uforpligtende og ligegyldige ende af Coen-brødrenes nu 17 spillefilm.

Altså hverken i kassen med originale komedier som »Arizona Junior« eller »O Brother, Where Art Thou?«, sammen med thrillere som »Blood Simple« eller »No Country For Old Men« eller blandt art cinema-mesterværker som »A Serious Man« og »Inside Llewyn Davis«.

»Hil Cæsar!« havner i brokkassen, hvor »Det store spring« og »The Ladykillers« ligger og fortrinsvis er blevet glemt. Film, der sådan set glimrer, når det gælder billedsiden, og film, der har deres inspirerede idéer, når det gælder valg af skuespillere, men som overvejende virker idéforladte og dovent konstruerede.

Scarlett Johansson med havfruehale

I »Hil Cæsar!« følger vi Josh Brolin i rollen som Eddie Mannix – manden, der i 1950erne skal feje skandalerne ind under gulvtæppet hos filmselskabet Capitol Pictures. Han er baseret på personer fra det virkelige liv i Hollywood hos MGM i fortrinsvis 1930erne. Dengang man ikke gik af vejen for at dække over druk, homoseksualitet og endda mord for at få stjernerne til stadig at funkle i publikums øjne.

Mannix må holde sladderjournalister stangen og samtidig forsøge at nå hjem til familien. Det er ikke let for ham, og det er ikke let for os at købe filmens handling. Jo, der er kostelige små portrætter rundt omkring. For eksempel Frances McDormand som storrygende filmklipper og Scarlett Johansson som svømmestjerne, der hader sin stramme havfruehale.

Lige netop når det gælder hendes karakter, rammer Coen-brødrene plet med satiren. Det synkrone svømmenummer er udført efter alle kunstens klassiske regler, mens Johanssons svømmestjerne selv er helt modsat det billede, man kendte af for eksempel Esther Williams. Her er en modsætning, der virker.

Lander mellem to stole

Men i den større historie, der handler om en af byens største filmstjerner, Baird Whitlock (George Clooney), bliver handlingen for fjollet. Han kidnappes af en gruppe intellektuelle, der til forveksling ligner en forsamling af blacklistede kommunistiske manuskriptforfattere. Idéen er langt ude, men den leveres søvnigt, som om den sælger sig selv.

Coen-brødrene lander mellem to stole. Deres vilde idéer bliver ikke foldet ud, og man sidder og måber over, at ingen har fået dem til at skærpe idéerne. George Clooneys romerkostume ligner en pendant til det fjollede gebis, Tom Hanks var udstyret med i »The Ladykillers«.

Som altid hos Coen-brødrene er der kælet for billederne, og Hollywood i 1950erne ligner en million, men alt i alt bliver »Hil Cæsar!« mere en blanding af kæk og tummelumsk frem for at være morsom eller satirisk.

Brødrenes grundmekanik forhindrer, at der er tale om et flop, men hvis det stod til mig, ventede de med at lave film, til de for alvor havde noget på hjerte. Og det har de efter deres gode statistik at dømme med stor garanti allerede næste gang, for de har aldrig lavet to dårlige film i træk.

Hvad: Hil Cæsar!

Hvem: Instruktør: Joel & Ethan Coen. Medvirkende: Josh Brolin, George Cloney, Ralph Fiennes, Tilda Swinton, Scarlett Johansson.

Hvor: Premiere over hele landet.