Gangster med skrivetrang

Dagbogsnotater fra en gangster viser sig at have litterær værdi, men filmen om hans eksistentielle valg mellem ulovligheder og forfatterkarriere er lige let nok i tonen til at rive os med.

Da småforbryderen Metin var lille, sagde hans far til ham: ”For at dø som en mand må du plante et træ, skrive en bog og blive far til et barn”. Godt nok skriver Metin dagbog om sine meritter som smågangster, men de andre mål er han langt fra at nå.

Han har også en drøm om at blive skuespiller. Første forsøg lykkes ikke, selv om man i dommerpanelet til optagelsesprøven er imponeret over hans fandenivoldske entré. Under prøven taber Metin sin notesbog, der i de forkerte hænder kan betyde liv og død for ham og vennerne. Bogen bliver givet videre til et forlag, hvor man ser den som et litterært nybrud, og Metin begynder seriøst at overveje, om han skal gå forfattervejen i livet.

Idéen til ”En hustlers dagbog” er ret original, men det er problematisk, at filmen skifter så meget i tonen. Snart er den i familie med en komedie som ”Jalla Jalla” mens den indimellem forsøger at være mere alvorlig som en svensk ”Pusher”. ”Livet kan slukke når som helst, men en bog varer evigt”, lokker man på forlaget, og den måde Metin opsluges på af sit nye liv er ikke altid lige troværdig.

Når forbeholdende er taget, skal det dog også siges, at filmen har en god energi. Det går strygende derudad med håndholdt kamera og underholdningsværdien er sine steder fin, men det går bare lidt for strygende, til vi kan mærke smerten.

Hvad: En hustlers dagbog. Hvem: Instruktør: Ivica Zubak. Medvirkende: Can Demirtas, Lena Endre. Hvor: Premiere i København, Århus og Aalborg.