Gamle mænd på eventyr

Den kulørte actionfilm »Red« med Bruce Willis er veloplagt underholdning.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Gamle mænd er på mode. Tænk på »The Expendables«, hvori Sylvester Stallone har samlet et helt hold af furede veteraner. Tænk på »Wall Street: Money Never Sleeps« med den 94-årige Eli Wallach i en vigtig siderolle. Og oplev nu »Red«, der i en birolle byder på den 93-årige Ernest Borgnine så frisk og kvik som nogensinde.

Bruce Willis i hovedrollen er jo heller ikke ligefrem nogen årsunge, og som pensioneret CIA-agent må han finde sig i, at en kæphøj ung kollega hånligt kalder ham »bedstefar«.

Men gamle mænd kan ting og sager, som unge ikke kan, så da professionelle mordere forsøger at likvidere Willis figur Frank Moses, går han til effektivt modangreb på de magtfulde og mystiske kræfter, som står bag. Og med sig har han en køn og klog ung kvinde, der godt kan se, at sådan en ældre mand som Moses er attraktiv.

Balstyrig action

»Red« er baseret på en tegneseriebog og former sig som en balstyrig actionfilm, der absolut ikke forlanger at blive taget alvorligt.

Ikke desto mindre har den som et vigtigt tema den smukke loyalitet mellem gamle venner, når det virkelig gælder, for Frank Moses får hjælp fra nogle af sine garvede ekskolleger - sagen viser sig nemlig at have udspring i en grum massakre i Guatemala helt tilbage i 1981, og en særdeles højtstående politiker er involveret.

Disciplineret og præcis

Hvis nogen stadig skulle være i tvivl, demonstrerer Robert Schwentkes eksplosive værk, at Bruce Willis er en uhyre disciplineret og præcis skuespiller - man lægger især mærke til det i scenerne med ham og John Malkovich, der her ligesom i andre film har en tendens til at krukke underholdende. Men det er Willis, der med sin totalt koncentrerede præstation for alvor er interessant.

»Red« er knitrende kulørt, men det fine ved den er, at den er underlødig på en underfundig måde. Næsten uanset handlingen ville den være værd at se på grund af den guddommelige konstellation af Bruce Willis, Morgan Freeman, John Malkovich, Brian Cox og Helen Mirren, men plottet er faktisk ganske spændende. Og fyldt med veloplagte gamle mænd, der ikke finder sig i noget.