De fleste af os er et eller andet sted bevidste om, at livet er ét langt, frit fald på vej mod den visse død. Men vi kan ikke holde ud at beskæftige os med det hver eneste dag. Det kan Roy Andersson til gengæld. Jeg er sikker på, at den nu 71-årige svenske instruktør tænker på døden mindst en gang i timen. Ellers kunne man ikke lave en film som »En due sad på en gren – og funderede over tilværelsen«.
Uden den samme bevidsthed kunne han heller ikke have lavet de to første film i trilogien »om at være menneske« – nemlig »Sange fra anden sal« (2000) og »Du levende« (2007). Fanger man Roy Anderssons måde at lave film på, får man nærmest udvidet sin bevidsthed. Gør man ikke, kan hans film være næsten lige så kedelige at se som at se maling tørre.
Andersson laver film på sin helt egen, langsommelige facon. Det tager flere år i egne filmstudier i fuld kontrol. Skuespillerne får ikke mange replikker at arbejde med. De males forskellige nuancer af hvid i ansigterne og deres omgivelser er lyse og nærmest kønsløse i farver, der veksler mellem sygehusgul og beige. Gennemgående personer som for eksempel de to spøg og skæmt-sælgere – med dystre miner og et skrøbeligt sind – sættes i forskellige situationer, hvor der ikke sker meget, men hvor de små bevægelser er formidlet med stor humor. Deadpan og alligevel på sin egen finurlige måde meget levende.
Universet er som at træde ind i en stiliseret udgave af 1960erne, hvor man dog godt kan risikere at møde en enkelt mobiltelefon, eller måske kommer der en homoseksuel konge forbi fra langt tidligere tider. Og så er det op til en selv at få absurditeterne til at give mening. Det kunne den samlede internationale filmkritikerskare i år 2000, hvor »Sange fra anden sal« var tæt på at få Den Gyldne Palme i Cannes, og tredje film i trilogien fik førsteprisen på filmfestivalen i Venedig sidste år.
Spørgsmålet melder sig, om noget i den nye film er anderledes end i den første? Og svaret er: Nej, egentlig ikke. Men det gør ikke noget, og sådan skal det faktisk være, for den egensindighed og kvalitet, som Andersson står for, står uden for epokerne. Og hans mesterværker vil stå til evig tid.
Hvad: »En due sad på en gren – og funderede over tilværelsen«. Hvem: Instruktør: Roy Andersson. Medvirkende: Holger Andersson, Nisse Vestblom, Charlotte Karlsson. Hvor: Premiere over hele landet.
