Gader uden nåde

Amerikanske J. C. Chandor tegner i »A Most Violent Year« et forstemmende men også dybt fascinerende billede af startfirsernes økonomiske krise i et New York, hvor underverdenens rotter er krøbet op på gadeplan.

Det er i stigende grad svært for Abel Morales (Oscar Isaacs) at leve op til sit efternavn i J. C. Chandors »A Most Violent Year«, der tegner et dystert billede af et kriseramt New York anno 1981. Fold sammen
Læs mere

J.C. Chandors forrige film »All is Lost«, nåede aldrig de danske biografer. Historien om Robert Redford alene på en båd i havsnød var angiveligt for svær – eller bare for sær – til at biograferne vovede pelsen på den. Hans nyeste film, »A Most Violent Year«, kommer dog ikke til at lide samme skæbne, heldigvis, for hans stemningsmættede livtag med menneskesjælens deroute, fortjener et stort lærred.

 

Vi befinder os i 1981 i et New York, der er stærkt påvirket af den økonomiske krise. Det er hårde tider, og statistikkerne for kriminalitet og mord slår alle rekorder. Ingen går ram forbi, heller ikke den unge brændstofforhandler Abel Morales, der netop har sat hele sin ellers så blomstrende forretning i pant for en eftertragtet grund helt ud mod havnen, da ukendte gerningsmænd begynder at overfalde hans chauffører og stjæle hans tankvogne, med det resultat, at hans investorer får kolde fødder og trækker sig. Nogen vil have ham – og hans forretning – ned med nakken. Men hvem? En konkurrent? Eller er det mere personligt? Abel Morales, der gerne ser sig selv som en gentleman blandt gangstere, prøver i første omgang at gå tilgivelsens vej – men hans kone, Anna, forstår hurtigt, at de er nødt til at sætte hårdt mod hårdt, hvis ikke de skal miste alt.

Ingen kan undgå at blive smittet

J. C. Chandor er en historiefortæller af den gamle skole. Afdøde Sidney Lumet synes at kaste en forbilledlig skygge over hans yngre kollegas beskrivelse af et New York, hvis moral for længst er krakeleret – med betændt pus flydende ud af hver en sprække i byens undergrund. Ingen kan undgå at blive smittet, heller ikke Abel med det sigende efternavn Morales, der lige så langsomt mister grebet om sit moralske kompas og synker ned i smudset. Godt hjulpet på vej af en ihærdig politiagent, der har udset Abel og hans virksomhed som den sag, der skal skyde ham op ad karrierestigen.

 

Oscar Isaacs, der har fået godt gang i karrieren efter hovedrollen i Coen-brødrenes »Inside Llewyn Davis«, giver dybde og nuancer til oliekongen Abel med læk på drømmetanken, mens Jessica Chastain brænder igennem – i en ikke helt veludnyttet rolle – som hans noget mere kyniske og realistiske kone.

 

Bradford Youngs billeder, badet i beige, signalerer både start-firsere, med skulderpuder og kras make-up, men også kold desperation. Det er et afbleget bylandskab, hvor intet kan gro; forretning, venskab, tillid, kærlighed… alt har svære kår i byen, der sover med begge øjne åbne. Men selvom stilen er som taget ud af start-firserne, er der ingen tvivl om, at J. C. Chandor ikke kun vil tegne et tidsbillede. Han vil tilsyneladende også have, at vi tænker over den nuværende amerikanske krise på vej ud fra biografen – fra en film der, set i det lys, virker som et skræmmebillede på, hvor galt det kan gå, hvis grådighed og hævntørst tager over for moral og medmenneskelighed.

Hvad: »A Most Violent Year«.

Hvem: Instruktør J C. Chandor. Medvirkende: Oscar Isaacs, Jessica Chastain.

Hvor: Premiere over hele landet