Franske Emmanuelle Bercot har efterhånden gjort det til lidt af en specialitet at lave film om verdens uretfærdigheder – og de hverdagens helte og heltinder, der tør kæmpe imod dem.
Således også i »Kvinden fra Brest«, der er baseret på lægen Irene Frachons bog »Mediator 150MG«, der beskriver hendes kamp mod den franske medicinalindustri, efter at hun får mistanke om, at et populært medikament mod diabetes og overvægt, Mediator, er årsag til hjerteproblemer – og dødsfald – blandt hendes patienter. Hun sætter sig for at undersøge sagen og om muligt få medicinen trukket af markedet, uden at have forberedt sig på hverken det franske bureaukrati eller medicinalindustriens magtfulde tråde ind i alle politiske afkroge. Selv med et solidt team af forskere i ryggen, må Irene hurtigt sande, at hun er på et temmelig ensomt, og måske ligefrem farligt, korstog.
Det stopper hende imidlertid ikke. Irene Frachon er Erin Brockovich i beige og fornuftige sko. Hun er typen, der står udenfor din dør klokken kvart i kvalme med en pose croissanter, så i kan komme i gang med at forberede retssagen. Hun er typen, der slet ikke opdager hvor mange tæer hun træder på, fordi hun kun kan se det mål, der ligger lige foran hendes snudespids. Hun er insisterende som en terrier – men også svær ikke at holde af. Man får en snigende fornemmelse af, at verden ville være et bedre sted, hvis bare der var flere som Irene Franchon.
Også selvom hun lægger urimeligt pres på sine forsker-kollegaer, og det koster på både karriere- og kærlighedskontoen, hvor Frachon ellers er så heldig at være udstyret med en ægtemand med en engels tålmodighed, der laver mad så selvsamme engle synger, og tilgiver, at hun aldrig er hjemme – og fraværende når hun er det. I stedet bruger han aftenerne på at lave improviserede jazzkoncerter hjemme i stuen sammen med børnebanden, der tilsyneladende alle sammen er musikalske vidunderbørn. Det ville være alt for meget af det gode, hvis ikke det var fordi, det er iscenesat, så vi tror på hvert sekund.
Det skyldes ikke mindst Sidse Babett Knudsen, der leverer en maratonpræstation i hovedrollen. Sidse Babett Knudsen er oprindeligt uddannet skuespiller fra Theatre de l’Ombre i Paris, og det er derfor ikke så underligt, at fransk film i den grad har taget hende til sig. Og hurra for det, for i de franske roller får Sidse Babett Knudsen lov til at fylde lærredet med al den fandenivoldske energi, vi kender fra hendes bedste danske roller – og som i nogen grad er blevet dæmpet i de amerikanske produktioner hun har været med i de seneste år, »Inferno« overfor Tom Hanks og serien »Westworld«.
Når Sidse suser over lærredet, tilgiver man Emmanuelle Bercot, at hun er alt for respektfuld overfor den virkelige Irene Frachon og hendes bog. Der kunne med fordel være luget ud i de mange detaljerede beskrivelser af retssager og research, operationer og politiske manøvrer – man bliver en lille smule udmattet, og samtlige pointer kunne være afleveret lige så effektivt med mindre omstændelige midler. Så er det heldigt at pep-pillen Frk. Knudsen hverken kræver recept eller har kendte bivirkninger – den er naturlig opkvikning i sin reneste form og sikrer, at »Kvinden fra Brest« ikke drukner i beige detaljer, men får lov til at stå som et vigtigt dokument for, hvor meget et enkelt menneske kan udrette – og hvor vigtigt det er at skille politik og økonomiske interesser, hvis ikke den enkelte borger skal ende med at betale prisen.
»Kvinden fra Brest«
Instruktør Emmanuelle Bercot. Medvirkende: Sidse Babett Knudsen, Benoit Magimel
