Vi befinder os et sted langt ude i fremtiden, hvor Nordamerika er blevet en diktaturstat uden brød til de fattige, men med dødskamp og skuespil i TV. Filmen er baseret på en bogserie med et millionsalg, og den er omsat til en spændende start på en filmserie, hvor film nummer to og tre kommer i biograferne i løbet af de næste par år.
»Hunger Games« foregår i to verdener: I skovene, hvor konkurrencen går for sig, og i det omkringliggende samfund, der er en rammende satire på vores verden, hvor vi går meget op i image og massemediernes underholdning. Spændingen i dødsspillet driver filmen fremad, mens vi kan grine ad den kitchede omverden.
Når kun én kan overleve, giver det ekstra spænding, at fyren (Josh Hutcherson) fra Katniss’ egn er forelsket i hende. Realityshows kan være sjove at følge med i, men de bliver ligegyldige, når planlæggerne har lov til at ændre reglerne undervejs. Det kortslutter dramaturgien og trækker fra i spænding, og den skavank smitter af på selve filmen. Omvendt så er det en stor ros, at man ikke mærker de knap to og en halv times spilletid.
