Præcis der, hvor den nye koncertfilm »The Rolling Stones: Olé Olé Olé! A Trip Across Latin America« får relevans, er i den mest lyddæmpede, akustiske og uprætentiøse scene. Mick Jagger og Keith Richards er sammen med resten af rockbandet ankommet til São Paulo i Brasilien, hvor de før har rejst rundt privat tilbage i 1968. De står i garderoben og taler om gamle minder. Om dengang ved lejrbålet, hvor de komponerede det meste af deres megahit »Honky Tonk Women«. Faktisk er det lidt af en sjældenhed i nyere tid at se de to interviewet sammen.
I de næste tre minutter sætter de sig med en akustisk guitar og spiller »Honky Tonk Women«. »Sådan cirka som det lød dengang,« som Keith Richards siger med raspende ryst bagefter. Selv om de begge to er kravlet over på den anden side af de 70 år, giver det så meget mere mening at se dem strippet for al det udenoms stadiongøgl, der er kommet til gennem tiderne. Jeg ved ikke, om det sømmer sig, men lad mig bare indrømme, at jeg fældede en tåre i biografmørket. Sangen og situationen gik lige i hjertet. Der er omsider fred i verdens største rockband, hvor især Mick Jagger og Keith Richards gennem årene har slået sig på hinanden, samtidig med at de har holdt sammen.
Nu er jeg kun lige fyldt 50 år, så jeg kom først med på The Rolling Stones-turen fra koncerten i Idrætsparken i sommeren 1990. Parken var så gammel og faldefærdig i sit fundament på det tidspunkt, at det virkede halvfarligt at gå på toilettet i de underjordiske gange. Bandet på scenen var der stadig godt med spark i. Flere af koncerterne på turnéen blev til den fremragende koncertfilm »Rolling Stones at the Max«.
Efter mindst fem koncertfilm i de danske biografer gennem tiderne og mindst ligeså mange tilgængelige på dvd for slet ikke at tale om et par håndfulde andre Stones-relaterede film, hvad skal vi så med en ny af slagsen? Det spørgsmål er helt legitimt at stille. Og det er også helt legitimt at stille spørgsmålet, hvad vi overhovedet i dag skal med et band bestående af en forsanger Mick Jagger, 73 år, en guitarist Keith Richards, 72 år, en trommeslager Charlie Watts på 75 år og ungersvenden Ronnie Wood på 69 år på den anden guitar?
Salget af billetter til koncerterne er en god indikation på, at The Rolling Stones stadig er relevante, og som Keith Richards siger, bliver han ydmyg hver eneste gang, han står overfor så hengivent og stort et publikum. »Da vi begyndte, var der kun otte mennesker i salen,« siger han knastørt. Og om forholdet til Mick Jagger siger han i den nye film: »Kemi mellem mennesker kan du ikke forklare med ord. Det er et mysterium. Og da især for to gutter, der kommer fra Dartford.«
Bevares, bandet er ikke længere flittige med at skrive nyt, men hvem kan også forlange, at man præger tidsånden i 55 år, som bandet efterhånden har eksisteret i. Et årti eller halvandet må være alt rigeligt. De fleste bands ville jo give en tå for at kunne komponere noget ligeså godt som blot en middelgod sang af The Rolling Stones fra deres discoperiode.
Dokumentarfilmen dækker The Rolling Stones’ turné fra årets første måneder af 2016. Den gik til ni storbyer i Sydamerika og kulminerede i en tiende gratis koncert i Havana på Cuba 25. marts. For at peppe filmen lidt op, når det gælder spænding, får vi en del scener om, hvordan koncerten på Cuba hænger i en tynd tråd på grund af først præsident Barack Obamas besøg og dernæst pavens problemer med, at koncerten skal afvikles på en helligdag. Jo, jo, det er da meget kuriøst, men også en smule kedeligt.
Mere interessant er det, at der i nogle af de sydamerikanske byer er gravet lokale vinkler frem. Rock’n’roll var for det meste forbudt, da de gamle militærdiktaturer regerede, så The Rolling Stones er flere steder blevet et symbol på frihed. I Argentina er der for eksempel en hel subkultur af yngre mennesker, Rolingos, der går klædt i Rolling Stones merchandise og som hylder bandet. Der er også flere interessante vignetter fra nogle af de andre lande, hvor vi får eksempel får en mariachi-orkester-udgave af sangen »Happy«. Klodset og næsten kulturimperialistisk ukorrekt er det til gengæld, når bandet backstage sidder i noget, der ligner tronstole og ser på lokale dansere, der inviterer dem til en svingom.
Hovedinteressen samler sig dog især om bandmedlemmerne og den musik, de stadig er i stand til at levere på scenen. I de forskellige klip fra koncerterne, hvor vi ikke altid får hele sange – og det irriterer sine steder en smule – er det tydeligt, at de gamle gubber stadig kan lide det, de laver. Det er lidt som at se en flok pensionerede VVS-mænd lave deres favoritsvejsninger og fløjte højt imens. The Rolling Stones lyder bare noget bedre.
Og så er der mere stil over bandmedlemmernes uniformer og knap så meget bodegavom at se på. Mick Jagger er en lille tynd fyr, der holder sig i en formidabel form i forhold til sin alder. Han danser sindssygt aparte, nærmest rædderligt, men det er jo noget af det, der gør ham unik. Onde tunger har gennem tiden påstået, at der står en eller flere sangere et sted bagved scenetæppet og synger back-up vokaler, men de er ikke at se i denne film. Ronnie Wood er efter sigende tørlagt i dag, og han ser også ud til at være i fin form. Han slår gækken løs tre gange i minuttet og er en dygtig maler i sin fritid.
Charlie Watts sidder som har han en pind i ryggen, og hans smil ligner et, han har købt af Harpo Marx. Han siger næsten ligeså lidt som stumfilmsikonet, men der er skruet så meget op for hans trommesæt, at hans jazzede tjatten til trommeskindene betyder mere, end man skulle tro, for bandets lyd. Keith Richards kan nøjes med at løfte øjenbrynet og slå en enkelt akkord an, før man på et splitsekund kan læse store dele af rockhistorien og rock’n’roll-attitude i spandevis ind i hans sørøverfremtoning.
Men musikken i »The Rolling Stones: Olé, Olé, Olé« lyder fremragende, hvor meget der så end er skruet på knapperne bagefter. Vil man se en hel koncert fra turnéen kan dvd-udgivelsen »Rolling Stones: Havana Moon« i øvrigt anbefales.
Vi får en del banale udsagn undervejs fra de fire bandmedlemmer, og det kan af og til virke som om, deres sikkert mindst fire forskellige managere, har regnet minutiøst på, at de fire originalmedlemmer skal være lige længe med i filmen. Men der falder også af og til nogle guldkorn af, som når Mick Jagger siger:
»På scenen er det ikke mig som person, der optræder. Det er en skuespillerudgave af mig. I virkeligheden er den form for beundring, vi er ofre for, latterlig, uanset hvilken alder man har, men det er en del af det, vi gør, så vi kan ligeså godt nyde det. Hvis du tvinger dig selv ud af din skal, kan du få fantastiske oplevelser, når du besøger nye lande.«
Keith Richards er som altid dejligt uforstilt. Hvis det trækker op til regn før en koncert, vifter han med en magisk pind, der dog ikke altid virker.
I virkeligheden er den nye dokumentarfilm også en koncertfilm og en rejsefilm. Tre hits i én. Sangene tilbage fra 1960’erne og 1970’erne afleveret mere hidsigt. I dag svajer de mere adstadigt som hymner, når de bliver spillet til de store stadionkoncerter, men det har også sin charme. De er vokset med omgivelserne.
The Rolling Stones seneste koncert på Roskilde Festivalen i 2014 vidnede om, at bandet ikke altid længere kan stå distancen en hel koncert, men kvaliteten er mere end glimtvis til stede. Udefra kan det virke som om den store slags stadionkoncerter spiller sig selv, men det får man i »Olé, Olé, Olé« et indblik i, at det gør de ikke. Akkurat som et fodboldhold, så er et rockband kun så gode som deres seneste koncert, og lige nu er the Rolling Stones over gennemsnittet akkurat som den ny dokumentarfilm.
Nu da bandet har båret faklen i 55 år og sikkert kan bære den nogle år endnu, har de lov til at gøre, hvad de vil. De har fortjent hvert et sæt af ører og hver en krone og øre. I min optik er det helt i orden, at se gamle mænd spille rock’n’roll, når det gøres med så stor glæde som i The Rolling Stones.
Det er på den ene side rørende, og på den anden side giver det håb om, at man måske selv kan blive gammel med stil og æren i behold i ens eget fag. Når det en dag senere slår klik for mig på mit hotelværelse på plejehjemmet efter en byge flyversjusser, vil jeg låse døren og sætte »Gimme Shelter« på stereoanlægget. Når den nærmeste SOSU-assistent kommer ilende til, smider jeg hende ud gennem vinduet og danser som Mick Jagger. Det vil blive forvekslet med dødskramper, men jeg vil være ligeglad og råbe noget om, at der aldrig gror mos på en rullesten.
Hvad: »The Rolling Stones: Olé, Olé, Olé!: A Trip Across Latin America«.
Hvem: Instruktør: Paul Dugdale: Medvirkende: Mick Jagger, Keith Richards, Ronnie Wood, Charlie Watts.
Hvor: Premiere over hele landet.
