Franske forviklinger

Israel Horovitz’ »Min lejlighed i Paris« byder på smukke turistbilleder og grimme familiehemmeligheder i lige mål.

A031_A031_C003_10104X_0001.jpg Fold sammen
Læs mere

Det er aldrig for sent at prøve noget nyt. Det beviser 75-årige Israel Horovitz med sin instruktørdebut »Min lejlighed i Paris«.

Horovitz har skrevet over 70 teaterstykker og en lang række filmmanuskripter, men nu bevæger han sig for første gang om bag kameraet i filmatiseringen af sit eget teaterstykke »My Old Lady«.

Den amerikanske forfatter Matthias, der har lige så mange forliste ægteskaber bag sig, som han har uudgivne romaner, har arvet en lejlighed i Paris’ eftertragtede Marais-kvarter efter sin fraværende far.

Matthias planlægger at sælge lejligheden og bruge pengene på at få sit kuldsejlede liv på ret køl igen. Men der venter ham en overraskelse, da han ankommer til Paris. Lejligheden er nemlig en såkaldt viager, hvilket efter fransk ejendomslov betyder, at den er blevet købt billigt, mod at sælger kan blive boende i lejligheden til sin død – og endda hver måned modtager et anseeligt beløb.

Matthias har med andre ord arvet en gæld og en gammel dame på 92, der virker til at have mange gode år i sig endnu. Det viser sig dog hurtigt, at Mathilde ikke er en hvilken som helst dame – hun er nøglen til Matthias’ egen historie.

Da Mathildes voksne datter også træder ind i historien får både hemmeligheder, løgne og familietraumer frit løb i en historie, der stiller det grundlæggende spørgsmål: Hvor egoistisk har man lov til at opføre sig for kærlighedens skyld?

Undervejs får vi adskillige underholdende informationer om fransk ejendomslov og kommer på rundtur i Paris’ charmerende gader.

De alvorlige traumer i karakterernes liv til trods er »Min lejlighed i Paris« fortalt i en overraskende let, nærmest nonchalant, tone. Det er feel bad serveret til et feel good publikum!

Måske derfor virker flere af filmens følelsesmæssige vendepunkter til tider en smule for forcerede og belejligt sammenfaldende til, at den følelsesmæssige troværdighed er helt på plads. Det til trods er det dog, som altid, en fryd at se virkeligt dygtige skuespillere i aktion, og Dame Maggie Smith, Kristin Scott Thomas og Kevin Kline kan deres kram, og får både kynisme, ømhed og humor med i spillet.

Hvad: »Min lejlighed i Paris«.

Hvem: Instruktør: Israel Horovitz. Medvirkende: Kevin Kline, Maggie Smith, Kristin Scott Thomas.

Hvor: Premiere over hele landet.