Philippe Le Guay har lavet film i snart 30 år, men »Kvinderne på sjette sal« er den første, der får premiere i de danske biografer. Den handler om Jean-Louis og hans kone Suzanne, der lever et temmelig kedeligt bedsteborgerliv i 1960ernes Paris.
Korrekt, pænt og aldeles blottet for passion og impulsivitet. Lige indtil Suzanne hyrer en ung spansk stuepige, Maria, der indvier Jean-Luis i en for ham helt og aldeles ukendt verden, nemlig livet blandt de spanske stuepiger på sjette sal i hans bygning. Her leves livet med al den passion, drama og store armbevægelser, som livet i de fine stuer er så blottet for. Og Jean-Luis er et let offer, der snart tager sig selv i at gå til spanskkursus, nynne i trappeopgangen og smile uden grund. Kort sagt – at leve.
Fabrice Luchini og Sandrine Kiberlain er fremragende som det stivnede ægtepar, der mærker livet røre på sig derinde bag den korrekte facade, og Natalie Verbeke og ikke mindst de to Almodovar-kendinge Carmen Maura og Concha Galán er så skønne som spanske stuepiger, at man tilgiver, at der er skruet temmelig højt op for karrikaturen – både på loftet og i stuerne i en film, hvis fremmeste formål er at efterlade tilskueren med et smil på læben.
Derfor bliver der også skøjtet lige lovligt let henover den sociale dimension, hvor vi ser, hvor groft de fine fruer udnytter de fattige stuepiger. Det ville have givet historien mere bund at fokusere mere på det knap så sødladne i fortællingen, ligesom det havde været skønt, hvis LeGuay havde vovet at udforske de mere interessante retninger historien flere gange er lige ved at tage – for så atter at finde ind på den slagne, lettere forudsigelige og ikke altid helt troværdige vej. Men »Kvinderne på sjette sal« er ikke en film der ønsker at udfordre og stille spørgsmålstegn.
Den er rendyrket fransk feel-good. Og det er undertiden også – næsten – nok.
