Hella Joof rammer grinet rundt regnet hver tredje gang, hun forsøger. Når hun ikke får vores mundvige til at vende opad, flyver forsøgene til gengæld helt forbi skiven. Den slags energi og anarki var jeg i begyndelsen af Joofs karriere ret eftergivende over for. »En kort, en lang« var godt nok også lidt af en rodebunke, men den var en temmelig charmerende en af slagsen.

»Oh Happy Day« og den flade fidus »Fidibus« var mere af det samme blot en smule ringere. Derefter var jeg positivt overrasket over TV-serien »Album«, der var værd at bladre i hele vejen igennem, men »Sover Dolly på ryggen?« er desværre en tilbagevenden til komedieformen, der stikker i for mange forskellige retninger.

Jeg elsker komedier, og den slags er med statsgaranti sværere at få til at glide i olie end et kammerspil om tre nedtrykte sjæle, så der skal arbejdes seriøst og længe for at få grinet frem.

I »Sover Dolly på ryggen?« følger vi Anne (Lene Maria Christensen), der har besluttet sig for at få barn ved hjælp af en anonym donor. I et akut anfald af nervøsitet over, hvem faren mon kan være, bryder hun ind i sædbankens computersystem og opsøger donoren. Gordon Dennis (Nikolaj Lie Kaas) er en mellemting mellem en drengerøv og en umulius i døgndrift. I hvert fald ved første øjekast. Herfra udvikler tingene sig mellem de to umage størrelser. Ud og ind mellem dem slanger der sig et galleri af bipersoner som eksempelvis Mia Lyhnes veninde, der ender i seng med alle de mænd, hun møder, og Annes lesbiske chef (Sidse Babett Knudsen) for ikke at tale om Gordon Dennis’ nærmest perfekte overbo, der ser ud til at have geniale gener.

Fascination af »møntindkast«

Joofs sjette film er en ekstremudgave af historien om, at kvinder for at få et godt liv står sig bedre ved at slappe lidt af med deres krav til mændene. »You can’t always get what you want. But if you try real hard you might get what you need,« sang The Rolling Stones, og det kan der være noget om. Kæden hopper desværre af allerede ved nogle af karaktererne. Mere eller mindre godkendte flueben ved hovedpersonen Anne og Mia Lyhnes veninde med filmens bedste replikker a la »En fremmed er en mand, du ikke har mødt endnu«. Sidse Babett levnes desværre kun plads til revyagtigt overspil bag det sorte pagehår, og Nikolaj Lie Kaas har øjensynligt fået besked på at sætte fuld hammer på sin indre tosse, og han følger naturligvis instruktørens anvisninger og lidt til. Hans Gordon Dennis er svær at holde af. Selv i få sekunder ad gangen.

At Anne falder for Gordon Dennis må mindst være tre skridt tilbage for kvindekampen. Selv i en komedie skal der være ægte grundtoner. Alt i alt er filmen en balancegang mellem det morsomme og det kiksede. Vitser om tis og en nærmest signaturagtig billedkavalkade af røvrevner, der hopper ovenud af bukserne, er et par af de værste eksempler. Hella Joof må have en ganske særlig fascination af »møntindkast« eller foragt for hængerøve. Faktisk kan man let forestille sig, at meget af det, filmen handler om, har været morsomt at diskutere undervejs i skriveprocessen eller morsomt at lave vitser om under indspilningerne. Problemet er bare, at en bar røv kun er morsom, hvis den sættes ind i en morsom situation. Hella for Søren, så brug dog den bare røv til noget!

Selv om det formentlig er en fest at lave film med Hella Joof, er det alt for sjældent festligt at se hendes film. Og når vi så er oppe på sjette forsøg, er det svært at være lige så tilgivende som første gang.