Forsvar for Lomborg

I 2006 indtog den tidligere demokratiske præsidentkandidat Al Gore scenen i miljø- og klimadebatten med filmen »An Inconvenient Truth«, en film, der demonstrerede, hvor galt det står til med klimaforandringerne.

Nu kommer så en modreaktion fra dokumentarfilminstruktør Ondi Timoner, der i »Cool It« holder mikrofonen for Bjørn Lomborg. Lomborg er ikke overraskende uenig med Al Gores flanke. Han argumenterer i filmen blandt andet tilsyneladende sobert for, hvordan mange mennesker har ladet sig skræmme unødigt af debatten og især af Gores films katastrofefilm-æstetik. Det er en vigtig pointe, men selv om Timoner lader nogle af Lomborgs kritikere komme til orde, må man se »Cool It«, som det, filmen er, et debatindlæg, om end et interessant et af slagsen.