Forstyrrede mennesker

Henrik Ruben Genz’ »Undskyld jeg forstyrrer« underholder uden afbrydelse, men balancerer på kanten af det overfladiske.

"Undskyld jeg forstyrrer" er instrueret af Henrik Ruben Genz. Fold sammen
Læs mere

»Det er bare lidt angst!«

Sådan lyder en af de mange replikker i Henrik Ruben Genz’ »Undskyld jeg forstyrrer«, der er så karakteristisk for det univers som forfatteren Erling Jepsen bevæger sig i - derude blandt de neurotiske, utilpassede og passivt aggressive mennesker, der kan fylde hele rum med deres psykiske underskud.

»Undskyld jeg forstyrrer« bygger løseligt på Erling Jepsens roman »Biroller«, der forlader det dramatisk fortegnede, men selvbiografiske materiale, som de to tidligere film »Kunsten at græde i kor« og »Frygtelig Lykkelig« bygger på.

I filmen vil den 20-årige Helene (Sara Hjort) frigøre sig fra sin overbeskyttende parasit af en mor (Lotte Andersen), samtidig med at hun forsøger at finde ud af, hvem der er sin biologiske far. I selskab med sin lille plettede hund, begynder Helene at opsøge et konkurstruet teater, hvis skruppelløse direktør (en pragtfuldt ormstukken Søren Østergaard) forsøger at holde sammen på en flok indebrændte og selvcentrerede skuespillere, der alle har deres karrierehøjdepunkter bag sig.

På teatret møder hun den hashomtågede, og angstplagede manuskriptforfatter Allan (Nicolas Bro), primadonnaen Beate (Stine Stengade) og den grandiose teaterstjerne (Peter Gantzler), der ikke kaldes Steen den Store på grund af sit talent på scenen, men i sengen.

Truppen tynges af desillusion, skjulte seksuelle dagsordener mellem medlemmerne og brændte broer, og allerede her er »Undskyld jeg forstyrrer« blevet nervøst morsom, omend man også bliver en smule forstemt af den kontante pessimisme, der lufter dette forfængelighedens bål.

Men så smider filmen den unge skuespiller Sara Hjort ind i mikset, der får handlingen til at løfte sig yderligere, så man både bliver underholdt og interesseret. Sara Hjort får vist sit komplekse følelsesmæssige repertoire, og da det viser sig, at hendes karakter Helene ikke helt er den, hun giver sig ud for at være, føler man sig ikke snydt, men engageret af hendes dobbeltbundethed.

I første omgang er det Helenes hund, der med hundekunster lokker teaterdirektøren til at hyre den som fikspunkt i forestillingen, men da hunden efterfølgende havner i hundenes Himmel, får Helene overtalt direktøren til at hun kan overtage dens rolle. I løbet af Helenes liv som hund på teatret, vækker hun på forskellig vis mændenes kreative og kødelige instinkter, mens den jalousiplagede Beate truer med selvmord, uden at nogen føler risikoen særligt påtrængende.

Handlingen vrider sig som pastaskruer, og en anke er det, at man til sidst føler sig en kende hjemløs i filmens univers - ikke uligt dens egne karakterer. For hvad er det vi skal lære af Erling Jepsens historier? Indimellem er livet jo mere end en overfladisk scene, hvor død og angst vejer lige så nyttesløst lidt som de røgskyer, der bappes op fra sceneforfatter Allans bongpibe.

I sidste ende formår instruktionen og skuespillernes fine præstationer, at gøre »Undskyld jeg forstyrrer« vedkommende - velgørende er det blandt andet at se Nicolas Bro skrue lidt ned for psykopatien og op for charmen. Alle formår at give de karikerede figurer indre liv, der vækker både medfølelse og skadefryd. Og det skal der ikke undskyldes for.