Aldrig er kærligheden mellem en kvinde og en mand blevet skildret mere blufærdigt end i »Illusionisten«. Den er en tegnefilm for voksne mennesker og skabt af den franske instruktør Sylvain Chomet, som vi kender for den helt vidunderlige »Trillingerne fra Belleville« om en bortført cykelrytters oplevelser.
Den nye film er ikke helt så vidunderlig. På basis af et manuskript af den nu afdøde filmkomiker Jacques Tati (1907-1982) fortæller den om den lidt kiksede tryllekunstner Tatischeff (dvs. Tati selv), hvis anakronistiske form for magiske tricks ikke længere vækker jubel i Frankrig. Han rejser derfor til England og videre til Skotland, hvor han på et ydmygt hotel møder den søde unge rengøringskone Alice. De to fatter varme følelser for hinanden og følges til Edinburgh, hvor de deler hotelværelse på den ærbare måde, at hun sover i sengen og han på sofaen.
Deres forhold forbliver platonisk – og ret rørende – i denne romantiske film, der ligesom Jacques Tatis egne værker (»Min onkel«, »Playtime« etc.) er næsten uden replikker. Personerne udtrykker sig mimisk, og med den høflige og kejtede Tatischeff har Sylvain Chomet skabt en meget præcis tegnet version af nostalgikeren Tati, der lettere forfjamsket færdes i en verden, hvis moderne påfund han aldrig helt lærer at forstå.
»Illusionisten« er udsøgt smukt tegnet i en delikat stil præget af douce pastelfarver. Der er virkelig kælet for de pittoreske detaljer, så filmen bliver en udsøgt æstetisk nydelse – til gengæld må man affinde sig med, at den ikke er særligt morsom. Som komedie betragtet er den faktisk nærmest mislykket, men da den immervæk er sød, blød og sprød, kan man alligevel ikke helt stå for den.
