Fornøjeligt juleeventyr

Søren Frellesens »Emma og Julemanden«, der står på skuldrene af TV2s to julekalendere »Ludvig og Julemanden« (som Frellesen også instruerede) og »Tvillingerne og Julemanden« er en sød og spændende historie – ikke så meget om jul, men om elverfolk, folketro, skiftinge, konger og knuste hjerter.

11-årige Emma føler sig i den grad overset – både på skolen og derhjemme. Derfor er det en kærkommen overraskelse da ingen ringere end Julemanden og hans kone Julie ankommer hjemme hos hende, også selvom det foregår gennem skorstenen, hvor Julie føder deres første julebarn. Desværre bliver barnet kidnappet af elversoldater (Esben Pretzmann og Rune Tolsgaard) og erstattet med en grim, hylende skifting. Nu må Emma, Julemanden og Julie rejse til Elverriget, for at forsøge at formilde Elverdronningen, der har været i et grimt lune, siden hun rev hjertet ud af brystet ovenpå en mislykket kærlighedsaffære.

Der er dømt dansk folkeeventyr med julehjerte og humor i »Emma og Julemanden«. Ikke mindst Mille Dinesen er ret så forrygende som grim og grum elverdronning ligesom de magiske effekter er rigtigt fine.

Hvad: »Emma og julemanden«

Hvem: Instruktør Søren Frellesen. Medvirkende: Lars Hjortshøj, Mille Dinesen, Sofia Suppli Callesen.

Hvor: Premiere over hele landet.