Første gang, de fleste af os så Kristin Scott Thomas, var i komedien »Fire bryllupper og en begravelse« fra 1994. Selv om hun spillede andenviolin for Andie MacDowell, på rollelisten og hos Hugh Grants helt, som veninden Fiona, husker man hendes helt særlige integritet.

Heldigvis vandt hun siden hovedrollerne med sin intense tilstedeværelse, intellektuelle elegance og det aristokratiske ansigt, der med et enkelt drag over den smalle mund kan udtrykke skepsis, rådvildhed og længsel. Med andre ord et sammensurium af de følelser, vi som mennesker ofte mærkes af i mødet med livets store dilemmaer.

Netop de emotionelle facetter, der fremprovokeres i en eksistentialistisk krise, er svære for en skuespiller at formidle troværdigt og ikke mindst, så de vækker genklang. Men takket være store roller i Frankrig, hvor den 50-årige brite boede i mange år med sin franske eksmand, får Scott Thomas lov til at udfolde sit talent for den svære kunst. Og vi får lov til at opleve det.

Hele følelsesregistret

»Lykken er lunefuld« er ikke så brilliant som det afdæmpede drama »Jeg har elsket dig så længe« fra 2008, hvor hun spiller en tidligere straffet kvinde. Men hun hæver kvaliteten i Catherine Corsinis melodrama, åbner for hele det private følelsesregister og beslaglægger sit publikums opmærksomhed fra filmens første indstilling.

Suzanne har ikke arbejdet som fysioterapeut, siden hun fik børn. Nu er de teenagere, og hun keder sig i sin store, sydfranske villa. Hendes mand Samuel (Yvan Attal), der er læge, indvilliger i at bygge en konsultation til hende, hvorfor hun møder den spanske håndværker Ivan (Sergi López). Samuel er snobbet og distanceret, Ivan maskulin og nærværende. Snart smider Suzanne forklædet og lader familiemiddag være familiemiddag og giver sig hen til svedige orgasmer på Ivans grove lagner.

Men den forsmåede hanrej sætter alt ind for at få sin trofæ­hustru tilbage. Og Samuel har magtfulde forbindelser, så Suzanne tvinges til et skæbnesvangert valg.

Corsinis film lider under et skabelonagtigt melodrama-manuskript, og hendes kritik af sociale klasser er malplaceret, når Samuel fremstår som dumt svin og Ivan som ædel proletar. Se »Lykken er lunefuld«, men se den som et studie i kvindelig klasse, Kristin Scott Thomas' klasse.