Forbudt kærlighed

Man behøver ikke altid store armbevægelser for at fortælle en historie med stor rækkevidde. Det beviser Jeff Nichols med "Loving".

Joed Edgerton og Ruth Negga. PR-Foto Cinemateket Fold sammen
Læs mere

Jeff Nichols har en særlig evne til at formidle menneskets inderste ved hjælp af blikke og stemninger. Det gør han rig brug af i »Loving«, en afdæmpet, men ikke desto mindre vigtig historie om parret Richard og Mildred Loving, der tillader sig at blive gift, selvom han er hvid og hun er sort - hvilket er forbudt i staten Virginia i 1958. Det politisk sprængfarlige materiale taget i betragtning, er »Loving« overraskende blottet for løftede næver og følelsesudbrud.

Joed Edgerton og Ruth Negga. PR-Foto Cinemateket Fold sammen
Læs mere

Med ganske små armbevægelser fortælles en historie om stor kærlighed, bundløs uretfærdighed, en mand der gerne vil leve i fred, og en kvinde med tilstrækkelig indre styrke til at indse, at hvis helt almindelige mennesker ikke siger fra, kommer intet til at ændre sig. Også selvom det betyder, at hun må kæmpe hele vejen til Højesteret.

Ruth Negga blev Oscarnomineret for sit stærke og perfekt underspillede portræt af Mildred, men når filmen er slut, er det dog Richards spagfærdige argumentation man husker: »Hvorfor kan vi ikke bare tale med dem om det? Vi generer jo ikke nogen.«

Hvor ville man ønske, at det var så let. Dengang som nu.

»Loving«

Instruktør Jeff Nichols. Medvirkende: Ruth Negga, Joel Edgerton