For mange ord og for få billeder

To brillante skuespiller kan ikke helt redde en skematisk og firkantet romantisk komedie for voksne, der byder på alt for mange ord i forhold til billeder.

Clive Owen og Juliette Binoche i romantisk komedie om modne mennesker. Bare ærgerligt at Owen er sat til at spille en ret irriterende fyr. PR-foto Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Filmguderne skal vide, at der mangler romantiske komedier til modne mennesker, og det er »Words and Pictures« et sjældent bud på.

Clive Owen er gymnasielærer i engelsk med det store temperament. Uortodoks og ligeglad med alt undtagen litteraturen, eleverne og egne skriverier.

Desværre er han ved at miste orienteringen, og han drikker for meget.

Ind i billedet kommer en ny lærer på skolen (Juliette Binoche), der skal undervise i billedkunst.

Den kvindelige kunstmaler Juliette Binoche spiller lider af leddegigt, og derfor kan hun ikke rigtigt få malet sine store billeder færdige. Allerede fra første sekund tørner den meget talende og nævenyttige engelsklærer og billedlæreren frontalt sammen i et duel på ord mod billeder.

Samtidig ved man, at de skal have hinanden til sidst. Efter alvorligt mange omveje i handlingen og dueller. Mest på ord.

Juliette Binoche og Clive Owen er så dygtige skuespillere, at de kan sælge sand i Sahara. Derfor går der et stykke tid, hvor man sidder og beundrer deres orddueller, indtil man indser, at den opstillede konflikt er dybt kunstig og meget lidt subtil.

De to karakterer opfører sig, som om de er sure på hinanden, men skuespillerne smiler mellem linjerne, og det hele virker ærligt talt lidt kunstigt, selv om man morer sig momentvis. Over en drilsk formulering eller tre.

Som tilskuere til de to modne kamphaner er en flok elever, hvor den ene er mere renskuret end den anden. Ingen af dem får for alvor nuancer.

Stærke rolleindehavere

Man kunne kalde »Words and Pictures« for en umage blanding af »Wonder Boys« og »You’ve Got Mail« med et strejf af »Døde poeters klub«.

Desværre går filmen sin egen meget ordrige og lettere sjuskede vej i den svære genre, og man ender med at få nok, længe inden de to timer er gået.

Hvis man skal se »Words and Pictures«, bør det være, fordi man er stor fan af en af de to skuespillere i hovedrollerne.

Der findes givetvis også stadig fans af den alsidige 74-årige veteraninstruktør Fred Schepisi.

Han har fine film som »Plenty«, »Six Degrees of Separation« og »Roxanne – Næsen er i vejen« på sit CV.

Det er ikke næsen, der er i vejen i forhold til, at »Words and Pictures« ikke fungerer optimalt. Det er manglen på nuancer og en alt for stor respekt for ord i et billedmedie.

Hvad: »Words and Pictures«.

Hvem: Instruktør: Fred Schepisi. Medvirkende: Clive Owen, Juliette Binoche, Bruce Davison, Amy Brenneman.

Hvor: Premiere i Palads i København.