Følsom fransk animationsfilm

Sorgen smelter ved varmen i indfølt børnedrama om den lille dreng Squash, der kommer på børnehjem, da han bliver forældreløs.

”Mit liv som squash” kan godt minde lidt om danske Jacob Leys ”Den magiske juleæske”. Minus julen. Plus en meget stille tone. Filmen er en dybtfølt hyldest til barndommen og giver et følsomt indblik i, hvordan små børn kan se på livets alvorlige facetter i en meget afdæmpet fortælleform. I smidig stop-motion kommer vi med den lille dreng, der helst vil kaldes ”Squash”, på børnehjem. Han er ved et uheld kommet til at slå sin forfærdelige mor ihjel, og får efter en svær start med mobberi og knubs – hvor han kaldes kartoffel – også gode timer på børnehjemmet. Dukkernes store ansigter er mere udtryksfulde, end man tror, når man ser de første billeder. Børnene har hver deres tunge arv at slås med, men ved at holde sammen finder de varmen og filmen går fra mørke mod lys. Den vil smelte både danske børne- og voksenhjerter, som den har smeltet de amerikanske akademimedlemmers hjerter, da filmen er nomineret til en Oscar for Bedste animationsfilm.

This template (BMLinkBundle:Block:link_box.html.twig) should be overridden!

Hvad: Mit liv som squash. Hvem: Instruktør: Claude Barras. Med danske stemmer. Hvor: Premiere i København, Århus, Odense og Aalborg.