Flygtningefilm er blevet ildevarslende aktuel

Jacques Audiards »Dheepan« er lavet inden flygtningebølgen, men kan ikke desto mindre ses som et portræt af et Europa, der selv er sendt på flugt.

Claudine Vinasithamby og Jesuthasan Antonuthasan som to tamilske flygtninge, der forsøger at finde sig til rette i Frankrig. Foto: PR Fold sammen
Læs mere

Det er ikke kun instruktøren og skuespillerne, der bestemmer, hvordan en film tager sig ud for tilskueren.

Filmen skabes så at sige i tilskuerens hoved, der automatisk inddrager hele den kontekst, som filmen præsenteres i. Og det forhold har sjældent været mere relevant at påpege end i forbindelse med »Dheepan«, Jacques Audiards flygtningefilm.

Siden dens verdenspremiere ved Cannes-festivalen sidste sommer, hvor den vandt Guldpalmen, er over en million flygtninge kommet til Europa.

I den sammenhæng er den for så vidt blevet en anden film. For i dag er det umuligt at se den løsrevet fra virkelighedens geopolitik.

Filmen begynder i Sri Lanka under den sidste fase af borgerkrigen, da en overlevende gruppe guerillasoldater arrangerer ligbål for faldne kammerater.

Delingsleder Dheepan får mulighed for en flugt til Europa, og for nemmere at opnå asyl fingerer han et slægtskab til kvinden Yalini og den forældreløse pige Illayal.

Alle tre har mistet deres familier i massakrer. Nu er de hinandens »familie«, men de er lige så fremmede for hinanden, som de er fremmede i det Frankrig, de ankommer til.

Mennesker med fejl og svagheder

Dheepan får job som vicevært i en forstadsslum, hvor hele boligblokke er i hænderne på en samvittighedsløs narkobande. Han holder lav profil og opfordrer sin »kone« til det samme. »Tag tørklæde på! Det gør kvinderne her,« siger han.

Hans strategi bliver dog udfordret, og efter et skyderi mellem rivaliserende gangstere opretter han sin egen »No Fire Zone« og forlanger af bandelederne, at de skal respektere »hans« område.

Som i Jacques Audiards fængselsfilm »Profeten« er karaktererne heller ikke her redskaber for et budskab, men mennesker med fejl og svagheder.

Hverken Dheepan eller Yalini føler et særligt ansvar for hinanden eller for den forældreløse pige, der er en del af deres cover.

Først da banderne retter deres vrede mod parret, tvinges Dheepan og Yalini til at stå last og brast.

Deres få øjeblikke af gensidig varme slukkes hurtigt i de iskolde omgivelser, men øjeblikkene varer længe nok til at vise, at Dheepan og Yalini har længsler og behov, der alt for længe har været sat på standby.

Her er filmen stærkest, mens den drastiske slutsekvens er mere problematisk.

»Dheepan« er ikke blot et portræt af en flygtning. Det er en skildring af en verden, der grundlæggende synes revet op med rode, for det er ikke kun flygtningene, der er blevet fremmede. Det er også de øvrige beboere i slummen.

Bandens »soldater« er hentet ind fra andre byområder, fordi personlige venskaber med de lokale kan føre til problemer. De få civile i området er apatiske eller sindsforvirrede.

Ingens problemer løses med et trylleslag

Med den nye situation, som Europa står i, har de voldelige konfrontationer i »Dheepan« pludselig fået en ildevarslende karakter, der måske ikke var tilsigtet, da filmen blev produceret.

Til gengæld tegner filmens åbne og til dels uafklarede fortælling måske et sandere billede af flygtningenes situation, end en film med en mere moraliserende pegefinger ville have gjort.

Ingen flygtnings problemer løses ved et trylleslag, selv om asylet er sikret. Flugten fortsætter i Europa. Og Europa er selv på flugt.

Hvad: »Dheepan«.

Hvem: Af: Jacques Audiard.

Hvor: I biografer over hele landet.