Flere rullende hoveder

Sullivan Stapleton spiller hovedrollen i »300 - Rise of an Empire«. Hovederne ruller lystigt men ulogisk. PR-foto Fold sammen
Læs mere

Den nye »300« med undertitlen »Rise of an Empire« vil fungere bedst for unge, raske drenge, der kan være svært fascinerede af store muskelkroppe, mens de venter på, at deres egen vokser sig stor. Hvis »300« fra 2006 var en smule overdrevet i sine virkemidler, så er »300 – Rise of an Empire« langt oppe over taget. Med kampen for demokratiet som undskyldning kæmper græske Themistokles (Sullivan Stapleton) mod den persiske Gudekonge Xerxes og hans vilde krigerinde Artemisia (Eva Green). Sparta er tilbageholdende med at hjælpe grækerne, men der er intet tilbageholdt i mængderne af rullende hoveder og blod på kameralinsen. Store dele af filmen foregår på havet, og midtvejs virker 3D -effekterne meget godt i et stort slag med mere end 100 skibe, og det ville de også gøre i filmens afgørende slag. Hvis altså ikke lige Themistokles pludselig kom ridende på en hest, han havde gemt i lastrummet og fortsætter på den hen over flere skibes dæk for at levere de afgørende hug.

Hvad: »300 – Rise of an Empire«.

Hvem: Instruktør: Noam Murro. Medvirkende: Sullivan Stapleton, Eva Green, Lena Headey.

Hvor: Premiere over hele landet.