Flakkende start på DR's riddersaga

TV-serien Arn, der havde premiere i aften på DR, er flot produceret - måske lidt for flot?

I første afsnit af Arn møder vi den unge hovedperson, der af sine forældre er sendt i kloster, hvor boglig lærdom og flair for fægtning lægger grunden til hans senere karriere som tempelridder. Fold sammen
Læs mere

En konge halshugges foran sin søn, den lille knægt Arn sendes i kloster, og hans smukke mor dør af en hæslig, uheldbredelig sygdom. Alt sammen er det Guds vilje, og alt sammen sker det i første afsnit af TV-serien Arn, som havde premiere på DR1 i aftes og fortsætter de følgende fem søndage.

Trods de mange voldsomme begivenheder, gribes man aldrig rigtigt om hjertet. Dertil virker historien indtil videre for flakkende fortalt, og det hjælper ikke, at de mange glansbilledsmukke scener er sovset ind i strygermusik. Måske vil man fortælle for meget på én gang. Vi skal både introduceres til krigen mellem de to stridende kongeslægter, uden at vi rigtig får nogen forklaring, og vi skal begribe, hvilket stof tempelridderen Arn er rundet af.

TV-serien er »genbrug« af de to store spillefilm om tempelridderen Arn, som bygger på Jan Guillous romantrilogi. Ridderdramaet er Skandinaviens hidtil dyreste filmprojekt. Filmene, der er instrueret af danske Peter Flinth, har kostet mere end 210 millioner svenske kroner at indspille. Man må formode, at vi for pengene også får nogle flotte slagscener hen ad vejen.

Serien åbnede da også effektivt med en rytterscene fra det store slag, som finder sted flere år (og afsnit) frem i tiden. Her slås tempelridderne, anført af Arn, mod den arabiske hær på vej mod Jerusalem. Efter slaget knæler Arn i ørkensandet med sit sværd, vender blikket mod publikum, og så fortælles historien i tilbageblik.

Rørende - og så alligevel...

Den folder sig ud i Sverige i 1150. Her møder vi første gang den syvårige Arn, som trods moderens advarsler leger alene med en ven ude i skoven. Drengene tumler også rundt med en sort (ulykkes)fugl, og snart vælter ulykkerne ned over den lille familie; Arn er tæt på at dø efter et styrt fra et udsigtstårn. Men overlever mirakuløst.

Som tak til Gud sender forældrene Arn i kloster, og næppe er han ankommet, før moderen dør en smertefuld død. Nu er den lille Arn overladt til sig selv og munkene. Men hvor hjerteskærende det end lyder, berøreres man som sagt ikke rigtigt. Munkene viser sig overraskende at være vældig flinke og fremkommelige, og man griber næsten sig selv i at savne den ildevarslende uhygge fra en film som »I rosens navn«.

Snart får Arn både lært at læse og skrive latin, og som en af de ældre munke siger: »At læse er grundlaget for al lærdom.« Og det lyder jo ikke alene som god latin, men også som var det snuppet lige ud af vor egen statsministers nytårstale.

I klostret møder Arn også en ung og gudesmuk munk. Han er ikke er ude på narrestreger, men opdager derimod Arns talent for at fægte, og hermed lægges grunden til hans senere karriere som tempelridder. Fægteundervisningen foregår i bølgende grønne marker, der minder ikke så lidt om en reklame for økologisk rugbrød.

Og således vokser Arn op og forvandles til en ung mand i skikkelse af skuespilleren Joakim Nätterqvist, som inden vi tager afsked med ham i første afsnit, når at slå to mænd ihjel og redde en ungmø i knibe. Arn er udvalgt af Gud, og munkene beslutter, at han skal vende hjem.

Hvilket han gør, og her genser han ikke alene sin far i skikkelse af Michael Nyqvist, også kendt som Mikael Blomkvist i filmatiseringen af Stieg Larssons Millenium-trilogi. Han møder også Leon fra Livvagterne (Thomas W. Gabrielsson) nu med Prins Valiant-frisure og mørkt fuldskæg.

Endelig møder Arn den skønne jomfru Cecillia (Sofia Helin) med det lille klædelige ar på overlæben. Og hermed lægges der op til den store romance, som forhåbentlig kan bibringe serien noget tiltrængt nærvær og nerve.
Må Gud stå Arn bi de følgende fem søndage.

Hvad syntes du om serien? Skriv din kommentar herunder!