Fire stjerner til supersneglen Turbo

Det simpelthen umuligt ikke at heppe på den lille snegl med de vilde drømme.

PR-foto Fold sammen
Læs mere

Der findes ikke drømme, der er for store – eller drømmere, der er for små. Det er pointen i den charmerende efterårsferiefilm »Turbo«, der handler om sneglen Turbo, som ikke er helt almindelig – han er nemlig vild med fart.

De andre snegle ryster på hovedet og kalder det naturstridigt, men da Turbo ved et uheld bliver suget ind i motoren på en racerbil, bliver hans sløve krop forvandlet til en fartmaskine, der pludselig er adskillige sneglemil tættere på den ellers uopnåelige drøm; at deltage i racerløbet Indy 500. Også selv om det ikke er helt let at være en snegl på banen med ægte racebiler. »Turbo«, der er skabt af folkene bag blandt andet »Kung Fu Panda«, er lige så sjov og charmerende, som dens præmis er absurd – og præcis derfor virker den.

Med fart over feltet, sjove visuelle ideer og højt humør er det simpelthen umuligt ikke at heppe på den lille snegl med det store gåpåmod og de vilde drømme.

Hvad: »Turbo«.
Hvem: Instruktør: David Soren. Stemmer: Simon Stenspil, Mathias Klenske.
Hvor: Premiere over hele landet.